Det gjorde jeg – eller jeg fik i hvert fald hørt det meste af den, og så fik jeg set et par klip hist og her i frøperspektiv fra stuegulvet, da Noor jo som sådan ikke bare er stille fordi Margrethe toner frem på skærmen.
Sidste år var jeg vældig begejstret for at hun nævnte folkeskolelærere i sin tale (da jeg jo selv er sådan en), og i år knuselsker jeg de forælder-værdier hun belyser.
Vi bekymrer os for meget om ligegyldige ting i vores forældreskab.
For ja, hvor vigtigt er det at vores dyrt indkøbte hårsløjfe sidder på den helt rigtige måde, så vi fik kan få taget et likeable billede til instagram?
Forleden så jeg en mor på instagram som brokkede sig over, at hendes barn vil have sin Spiderman-kasket på – til det outfit som hun havde koordineret til ham (i de helt rigtige instagram-farver) – nu var der en portion humor i hendes billede, og jeg er sikker på, at hun ikke udelukkende går op i sin søns fremtoning, frem for alt andet, men netop hendes billede rammer godt, hvor iscenesættende vi er om vores børn (og os selv) – og hvor meget vi bekymrer os om hvordan vi tager os ud.
Oplever vi nok? Og viser vi det nok på de sociale medier, så andre i hvert fald får det indtryk, at vi lever det fede liv med den helt rigtige boligindretning, tøjstil og mest af alt overskud.
Hvor meget er form frem for indhold i vores liv?
Stylisten i Go’ morgen Danmark i morges (jeg er en sucker for det program, da jeg på det tidspunkt kun består af kaffe og alt andet kultiveret indhold er too much) viste nogle håndlavede puder som var meget populære pt. “At købe noget som andre har brugt tid på at lave, viser overskud i sit liv”.
Øh, hvad betyder det? Plejer det ikke at være sådan at hvis JEG laver noget selv, så viser det overskud?
Nu fik vi vist virkelig gjort det legitimt på nationaltv, at vi i den grad kan købe os til et facade-liv.
Men tilbage til bekymringerne som Daisy talte om i sin nytårstale – for som jeg før har skrevet, så bekymrer jeg mig jo selv ret meget – så det var befriende at blive mindet om at det hele jo nok skal lykkes.
Når Noor falder pladask på sin numse, fordi han endnu ikke har fundet sin kerne balance, da han prøver på at stå selv -så skal jeg ikke bekymrer mig – altså fare op af stolen for at se om at han er kommet noget til.
Det er han jo ikke. Og jeg skaber en frygt i ham, så han bliver mere bange for at stå selv. For at turde selv.
For til sidst at tage sine første selvstændige skridt ud i hans liv.
Så i går tog jeg med min lille familie til Amalienborg og sendte en hilsen til Margrethes livgarde (da hun selv var på Fredensborg), og Noor nød virkelig vagtskiftet, og alle de seje ‘tinsoldater’.
I går tog vores lille familie afsted til Helsingør (en by som jeg virkelig E L S K E R), og jeg laver ikke andet end at prøve at overtale Amalie til at vores huskøb kommer til at ske der.
For drømmen er nemlig at vi engang kommer til at eje et HELT hus, og ikke kun et halvt.
I Helsingør er der hav, skov, O G en charmerede by som ovenikøbet har det det mest stemningsfulde slot – nemlig Kronborg. Og liiige der ved Kronborg ligger Kulturværftet som er et kulturcenter og bibliotek.
Som hjemmegående besøger jeg mange biblioteker, da deres børneafdelinger ofte er hyggelige med dertil legetøj – men jeg har aldrig oplevet så børnevenligt og børnerummeligt et bibliotek som Kulturværftets. Det er en hel etage for sig selv med masser af legetøj, bøger og indbydende steder som inviterer til leg og fordybelse i ens egen familie – og andres familiers nærvær.
Som jeg nævnte i et tidligere indlæg, så har Noor også en farfar – og hvorledes foregår det?
For der er jo ingen far i vores familie – der er en donor, ja – men ingen far. Jeg har altid fundet det lidt skørt, når andre familiekonstellationer som vores, omtaler donor som far. Jeg forstår godt, hvorfor alle jer andre kommer til at bruge betegnelsen “far” om donor, og så sent som i går, da jeg læste et interview i bladet “Samvirke”, blev et forældrepar udelukkende bestående af to mødre spurgt om Hvad vil I gøre, hvis børnene en dag vil vide, hvem der er deres far?
Men hvorfor bliver vi ikke alle enige om, at fædre-rollen mere end blot at donere sæd til babyproduktionen?
Bliver man ikke forældre gennem ens nærvær til barnet?
Jeg er overbevidst om, at det handler mere om, hvordan man ER familie, frem for hvordan man BLIVER en familie.
Og vi er en familie bestående af to mødre – en mor, en mutti og en Noor på 11 måneder og 19 dage.
Der er ingen far, men der er en donor som har hjulet os biologisk med at skabe det barn, som vi drømte om, da vi mødte hinanden, og som vi uden hjælp fra andre har skabt i vores kærlighed til hinanden. For selvfølgelig har donor hjulpet til med halvdelen af kromosompuljen, men vi har skabt (og er stadig i F U L D gang med at skabe) Noor gennem den altid tilstedeværende kærlighed vi har til hinanden – selv når Noor er syg på ellevte dagen med maveinfektion, og der skal vaskes sengetøj kl. 0400 om natten.
Det er heller ikke donor som sidder med Noor og stryger hans pande, når førnævnte maveinfektion går så ondt, at han kun vil sove i vores favn – eller som ved præcis, hvad der får ham til at smile, lige det smil som giver hans mor og mutti, det største sug i maven.
Vi er både hans mor og far, for vi er nemlig hans forældre. I samfundet har vi bare bestemt at forældre hedder mor og far, og til de to betegnelser hører der to køn til. Men vi er jo “kun” et køn – det kvindelige – og hvad betyder det så?
I N G E N T I N G
For hvis vi lige dropper det, med at når man har et køn så indtager man en bestemt social rolle – så betyder det ingenting at være to kvinder som får et barn.
Men hvis der ingen far er, hvorfor er der så en farfar? Jamen, Amalie har jo et sæt forældre, og jeg har faktisk to hold forældre, da mine er skilt – det giver i alt seks styk bedsteforældre, som alle fortjente hver deres betegnelse, så alle ikke var mormor og morfar.
Derfor har Noor både en bedstemor, en bedstefar, en farfar, en farmor (fra min side) og en mormor og en morfar (Amalies side).
Efter at jeg har fået Noor, har jeg aldrig bekymret mig så meget, som jeg gør nu.
Lige fra jeg vågner om morgen til at jeg lægger mit hoved på hovedpuden har mit mor-sind været gennem utallige af bekymringer.
Alt kan sætte min bekymrings-alarm i gang, og jeg ville ønske at jeg kendte metoden til at slukke for den – og helst før at jeg har googlet, hvad der nu end lå til grunde for min bekymring.
Når først at jeg eksempelvis har googlet “ni måneder gammel baby hoster”, så kan alverdens ikke særlige konstruktive sider komme op, og bekymringsalarmen som muligvis startede med et lille bip-bip-bip, er blevet til UUUUIIIIIIUUUUIIIIIIIIUUIIIIIII
Lige nu er det meget det faktum, at jeg er hjemmegående med Noor som bekymrer mig.
Hvad med hans kostplan?Jeg kan ikke bero mig på, at han får sit daglige grøntsags-og kød indtag i vuggestuen, så hvordan får jeg liiige nok broccoli og omega3 i ham? Jeg er bestemt ikke lige madtypen som skaber inspirerende og varierende måltider, så kan justeat bringe ud på daglig basis? Helst kun økologiske og friske råvarer.
Hvad med stimuli fra andre jævnalderende børn? Jeg skal skabe relationer for ham med andre børn, så hans sociale kompetencer vokser, og så at han gennem kontakten med andre børn bliver udfordret/aktiveret i sin indlæring.
P U H A!
Jeg bliver helt forpustet mens jeg skriver dette, men det er en stor mundfuld at være ene om sit barn i det daglige liv. Selvfølgelig har jeg verdens bedste kone (Noors helt fantastiske mor – som heldigvis aldrig er bekymret, for det tror jeg slet ikke at min bekymring giver hende plads til – den fylder nemlig fint for to) og hun hjælper jo med at træffe beslutninger omkring ham – og så fandt hun en legestue i Lyngby til mig og Noor som vi skal besøge for første gang næste onsdag.
Men! Alt det gode som er at finde i vores daginstitutioner, har jeg ikke. De dygtige, dedikerede pædagoger som skaber trygge rammer med plads til udvikling for vores børn – dem har jeg ikke. Det er nemlig vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke valgte at blive hjemmegående med Noor som en kritik af institutionerne – tværtimod. Under de helt rigtige forudsætninger er institutionslivet fantastisk, og Noor kommer til at have den bedste tid, når han starter til sommer.
Lige nu synes jeg bare, at jeg grundet al den tid jeg har, hellere vil have ham hjemme og give ham al den tryghed jeg kan, indtil at han skal stå på egne ben – helt uden sin briogåvogn.
Så grønne grøntsager, sociale relationer og alt det andet – det klarer vi nok, netop fordi jeg har lysten til at være hjemmegående med ham. Fordi jeg nok skal få stablet en madplan, legeplan og alle mulige andre planer op.
Da Amalie og jeg påbegyndte fertilitetsbehandling, var det yderst vigtigt at vi nedfældede vores underskrifter på en blanket, hvor jeg gav mit samtykke til, at Amalie kunne blive behandlet med assisteret reproduktion, og at jeg erklærede mig som kommende forælder til barnet.
Vi havde læst om dette – nemlig denne nye lov om medmorskab som trådte i kraft d. 1. december 2013, og da vi til det andet møde på hospitalet, skulle i gang med insermineringsforløbet, skyndte vi os at nævne blanketten, da vi vidste at denne skulle udfyldes inden første inserminering.
Reglen omkring medmorskab er et stort og langt H U U U R R A A A for ligestillingen, og ligestiller fuldstændig lesbiske med heteroseksuelle omkring muligheden for, at med det samme at få de samme rettigheder overfor barnet – i stedet for hidtil, hvor den anden mor skulle vente tre måneder efter barnets fødsel for at kunne adoptere barnet.
Det vil sige tre måneder uden juridisk at være knyttet til sit barn – nøj, for pokker – jeg var jo allerede knyttet til Noor, da han var lille frø inde i Amalies mave, så det faktum at hele vores offentlige system ikke anerkendte det – det ville have givet mig gys helt ud til fingerspidserne.
Så derfor – med et stort smil på læben bad vi vores sygeplejerske om denne blanket, og blev desværre ikke mødt med selvsamme ligestilling, som vi havde fejret den dag, at loven blev vedtaget i folketinget – for jeg tror bestemt ikke, at en heteroseksuel mand ville være blevet spurgt om samme spørgsmål:
“Er du nu helt sikker på, at du vil skrive under?”
Og
“Det er en stor ting at blive forælder – er du nu helt sikker? Helt sikker?”
Nu har jeg jo skrevet under på mange blanketter eller kontrakter gennem mit liv, som da jeg skulle skrive under på vores købekontrakt, da vi købte vores halvehus, og ja, der kunne jeg måske godt have brugt de spørgsmål – for puha, der var sommerfugle i vores maver, og var vi nu helt sikre på at vi ville flytte væk fra København og ud til forstæderne – til Søborg som ingen af os kendte?! Og det var selvfølgelig den rigtige beslutning – vi har købt vores drømme-halve-hus.
Men at få stillet disse spørgsmål lige der, det behøvede jeg ikke. Jeg havde da truffet beslutningen for lang tid siden – og vidste, at den var helt rigtig.
Jeg vidste det, da jeg mødte kvinden i mit liv. Hende som skulle bære mit barn. Hende som sad lige ved siden af mig inden inden i konsultationsrummet. Hvordan kunne sygeplejersken være i tvivl om det?
Men underskrevet det blev den, og jeg fik beroliget sygeplejersken om, at jeg var helt sikker i mit valg om at blive forælder til mit og Amalies kommende barn.
D. 21. december 2014 – lidt under to uger efter at Noor kom ud i vores verden, lå der en besked på Amalies telefonsvarer omkring, at vores blanket omkring medmoderskab ikke var godkendt.
Jeg var træt, i søvnunderskud og alle mine følelser var sårbare, for at blive forælder er, at konstant at stille sig selv spørgsmålet: Er jeg god nok? Gør jeg det godt nok?
Og nu fortæller verden mig, at jeg ikke var juridisk forælder til Noor – at jeg ikke var god nok? Havde jeg ikke beroliget sygeplejersken godt nok den dag i konsultationsrummet. Alle disse irrationelle tanker strøg i gennem mit hoved, så Amalie måtte ordne alt det praktiske – få fat på stats forvaltningen, og få af vide, hvad der var sket. Jeg kunne kun sidde med Noor i min favn, og være skiftevis skuffet, vred og ked af vores system. Det system skulle have anerkendt mig, og mit ønske om at blive forælder sammen med Amalie.
Det lovede de d. 1. december 2013.
Det viste sig, at sygeplejersken ikke havde udfyldt datoen på blanketten, og at den derfor ikke var gyldig. Vi tog kontakt til klinikken, og fik en aftale med afd. sygeplejersken som beklagede fejlen, og at de desværre havde begået fejlen før. Hun forklarede, at de ikke var blevet undervist nok i den nye procedure, men at der ikke var tid/ressourcer til at hendes personale kunne få det.
En ny blanket blev underskrevet som skulle erstatte den gamle. Jeg ville derfor ikke miste min ret til medborgerskab. Hun ville sende den afsted med det samme, og jeg kunne ånde delvist lettet op.
Dog for at sikre mig, at alt var i orden, ringede jeg en af dagene efter nytår til stats forvaltningen for blot at få at blive oplyst om, at de ikke havde modtaget vores nye erklæring. Jeg blev forvirret – alting skulle jo være i orden nu – det lovede den søde afdelingsleder, og den ældre dame i den anden af røret forstod mig ikke. Hun sagde i hvert fald:
“Hvorfor er det så vigtigt for dig?”
Hvorfor er det så vigtigt at være registret som forælder til sit barn?! Behøver jeg overhovedet at svare på det?
Jeg ringede hurtigt ud til klinikken som opdager, at de ved en fejl ikke har sendt den nye blanket afsted, men får det gjort nu.
Et par dage efter får jeg bekræftet at stats forvaltningen har modtaget blanketten, og at alting er i orden. Verden ved at jeg er hans anden mor. Jeg ånder lettet op – jeg trækker vejret – lige ind til et par dage inden Noors barnedåb.
Verden var ikke helt overbevist endnu.
Grundet fejlen fra sygeplejerskens side skal vi underskrive en tillægs-erklæring. Vi skal erklære, at vores intentioner omkring medmoderskab var tilstede under insermineringsforløbet.
Når jeg ser tilbage på hele forløbet føltes det hele som en laaaang kamp for at blive medmor – men det var det jo slet ikke. Jeg mødte aldrig modstand – kun de uvidende spørgsmål, og den underlige erklæring omkring Amalie -Men! Jeg skulle aldrig overbevise nogen om at få lov til at blive medmor.
Lige der var alting bare ømt og sårbart, og jeg havde behov for at være blevet Noors medmor juridisk, lige så hurtigt som at jeg blev det følelsesmæssigt – nemlig fra da han var lille frø.
