“Er du nu helt sikker på, at du vil skrive under?”

Da Amalie og jeg påbegyndte fertilitetsbehandling, var det yderst vigtigt at vi nedfældede vores underskrifter på en blanket, hvor jeg gav mit samtykke til, at Amalie kunne blive behandlet med assisteret reproduktion, og at jeg erklærede mig som kommende forælder til barnet.

Vi havde læst om dette – nemlig denne nye lov om medmorskab som trådte i kraft d. 1. december 2013, og da vi til det andet møde på hospitalet, skulle i gang med insermineringsforløbet, skyndte vi os at nævne blanketten, da vi vidste at denne skulle udfyldes inden første inserminering.

Reglen omkring medmorskab er et stort og langt H U U U R R A A A for ligestillingen, og ligestiller fuldstændig lesbiske med heteroseksuelle omkring muligheden for, at med det samme at få de samme rettigheder overfor barnet – i stedet for hidtil, hvor den anden mor skulle vente tre måneder efter barnets fødsel for at kunne adoptere barnet.

Det vil sige tre måneder uden juridisk at være knyttet til sit barn – nøj, for pokker – jeg var jo allerede knyttet til Noor, da han var lille frø inde i Amalies mave, så det faktum at hele vores offentlige system ikke anerkendte det – det ville have givet mig gys helt ud til fingerspidserne.

Så derfor – med et stort smil på læben bad vi vores sygeplejerske om denne blanket, og blev desværre ikke mødt med selvsamme ligestilling, som vi havde fejret den dag, at loven blev vedtaget i folketinget – for jeg tror bestemt ikke, at en heteroseksuel mand ville være blevet spurgt om samme spørgsmål:

“Er du nu helt sikker på, at du vil skrive under?”

Og

“Det er en stor ting at blive forælder – er du nu helt sikker? Helt sikker?”

Nu har jeg jo skrevet under på mange blanketter eller kontrakter gennem mit liv, som da jeg skulle skrive under på vores købekontrakt, da vi købte vores halvehus, og ja, der kunne jeg måske godt have brugt de spørgsmål – for puha, der var sommerfugle i vores maver, og var vi nu helt sikre på at vi ville flytte væk fra København og ud til forstæderne – til Søborg som ingen af os kendte?! Og det var selvfølgelig den rigtige beslutning – vi har købt vores drømme-halve-hus.

Men at få stillet disse spørgsmål lige der, det behøvede jeg ikke. Jeg havde da truffet beslutningen for lang tid siden – og vidste, at den var helt rigtig.

Jeg vidste det, da jeg mødte kvinden i mit liv. Hende som skulle bære mit barn. Hende som sad lige ved siden af mig inden inden i konsultationsrummet. Hvordan kunne sygeplejersken være i tvivl om det?

Men underskrevet det blev den, og jeg fik beroliget sygeplejersken om, at jeg var helt sikker i mit valg om at blive forælder til mit og Amalies kommende barn.

D. 21. december 2014 – lidt under to uger efter at Noor kom ud i vores verden, lå der en besked på Amalies telefonsvarer omkring, at vores blanket omkring medmoderskab ikke var godkendt.

Jeg var træt, i søvnunderskud og alle mine følelser var sårbare, for at blive forælder er, at konstant at stille sig selv spørgsmålet: Er jeg god nok? Gør jeg det godt nok?

Og nu fortæller verden mig, at jeg ikke var juridisk forælder til Noor – at jeg ikke var god nok? Havde jeg ikke beroliget sygeplejersken godt nok den dag i konsultationsrummet. Alle disse irrationelle tanker strøg i gennem mit hoved, så Amalie måtte ordne alt det praktiske – få fat på stats forvaltningen, og få af vide, hvad der var sket. Jeg kunne kun sidde med Noor i min favn, og være skiftevis skuffet, vred og ked af vores system. Det system skulle have anerkendt mig, og mit ønske om at blive forælder sammen med Amalie.

Det lovede de d. 1. december 2013.

Det viste sig, at sygeplejersken ikke havde udfyldt datoen på blanketten, og at den derfor ikke var gyldig. Vi tog kontakt til klinikken, og fik en aftale med afd. sygeplejersken som beklagede fejlen, og at de desværre havde begået fejlen før. Hun forklarede, at de ikke var blevet undervist nok i den nye procedure, men at der ikke var tid/ressourcer til at hendes personale kunne få det.

En ny blanket blev underskrevet som skulle erstatte den gamle. Jeg ville derfor ikke miste min ret til medborgerskab. Hun ville sende den afsted med det samme, og jeg kunne ånde delvist lettet op.

Dog for at sikre mig, at alt var i orden, ringede jeg en af dagene efter nytår til stats forvaltningen for blot at få at blive oplyst om, at de ikke havde modtaget vores nye erklæring. Jeg blev forvirret – alting skulle jo være i orden nu – det lovede den søde afdelingsleder, og den ældre dame i den anden af røret forstod mig ikke. Hun sagde i hvert fald:

“Hvorfor er det så vigtigt for dig?” 

Hvorfor er det så vigtigt at være registret som forælder til sit barn?! Behøver jeg overhovedet at svare på det?

Jeg ringede hurtigt ud til klinikken som opdager, at de ved en fejl ikke har sendt den nye blanket afsted, men får det gjort nu.

Et par dage efter får jeg bekræftet at stats forvaltningen har modtaget blanketten, og at alting er i orden. Verden ved at jeg er hans anden mor. Jeg ånder lettet op – jeg trækker vejret – lige ind til et par dage inden Noors barnedåb.

Verden var ikke helt overbevist endnu.

Grundet fejlen fra sygeplejerskens side skal vi underskrive en tillægs-erklæring. Vi skal erklære, at  vores intentioner omkring medmoderskab var tilstede under insermineringsforløbet.

Når jeg ser tilbage på hele forløbet føltes det hele som en laaaang kamp for at blive medmor – men det var det jo slet ikke. Jeg mødte aldrig modstand – kun de uvidende spørgsmål, og den underlige erklæring omkring Amalie -Men! Jeg skulle aldrig overbevise nogen om at få lov til at blive medmor.

Lige der var alting bare ømt og sårbart, og jeg havde behov for at være blevet Noors medmor juridisk, lige så hurtigt som at jeg blev det følelsesmæssigt – nemlig fra da han var lille frø.