Ooh na na, what´s my name

Overskud eller underskud?

At være i overskud af at ligge i ske med sin kone, men samtidig at være i underskud af  A L T andet.

Det er dag 3 i Amalie og jegs influenzaramte deroute, og de sammenkrøllede lommetørklæder er ved at overtage vores spisebord, seng og alle andre overflader i huset. Det er et sandt novembermirakel, at Noor ikke er blevet syg, og jeg holder stadig vejret hver gang jeg lige tjekker om hans nakke er ekstra varm, eller om den, der hosten er mere end bare lige en rømmen.

Amalie var patient zero – jeg blev ramt i lørdags til en venindes 40 års fødselsdag, da jeg efter en omgang karaoke og Gnags `Vilde kaniner` pludselig blev meget træt, måtte sige farvel og på vejen hjem have melankolske tanker, om hvornår det, der mor-trætheds-syndrom godt lige kunne forsvinde, så jeg kunne overskue mere en blot en velkomstdrink, og nogle kiksede dancemoves til Christophers nye teenage-hit.

Altså selv de mindreårige gæster var ikke taget hjem fra festen, og stod skyldigt i hjørnet og fandt drinksrester, mens jeg stavrede afsted for dog at finde ud af, at det var influenzaen som var min fjende.

Om søndagen kunne min svigerfamilie heldigvis tage Noor med til en planlagt fødselsdag, mens Amalie og jeg kunne “nyde” mad fra Mcdonalds – men de timer uden Noor gik bare pokkers hurtigt.

Jeg elsker min søn (jeg har for pokker valgt at være hjemmegående med ham) – men hold nu op – jeg tog mig selv i at tænke, da svigermor ringede at nu var de på vej – “åh, ikke endnu, ikke endnu” mens jeg knusklemte min kop af Mcflurry og indhalerede de sidste minutter af Meredith, Yang og alle de andre fra Seattle Grace Hospital.

At være forælder er fulgt med modsætninger – ja, jeg elsker nemlig samværet med min søn, men suk, hvor jeg talte minutter til at han skulle i seng i går, og tog mig selv i at overbevise mig selv om, at “Ej, han ser da ret træt ud, han er da ret træt – skal han sove nu?” – for at indse at klokken kun var 5 om eftermiddagen – S U K!

At være i et forhold er fyldt med modsætninger, for jeg har virkelig nydt at Amalie blev nødt til at blive hjemme fra arbejde i dag, og alt den ekstra tid vi pludselig havde sammen, men for filan da,  hvor to mennesker som er syge på samme tid, kan være en konstant tikkende bombe, som ved mindste misforståelse sprænges.

Men nu skal den lille violin ikke spille længere, jeg har det ret godt. Noor er som sagt ikke blevet syg (endnu – kryds lige fingre for mig her), og min kone har stadig overskud i alt hendes underskud til at komme hjem fra Netto med kakaotoppe og Se og Hør (min guilty pleasure).

DSC_0470 DSC_0462 DSC_0475

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ooh na na, what´s my name