Jeg lagde det her billede op på Instagram undervejs i min eksamenslæsning, da jeg følte at A L L E andre læste meget mere end mig og at alt var jeg skrev bare ikke var godt nok.

Eksamen gik nu godt (i går), og nu afventer jeg bare svar.

Men! Billedet satte også andre tanker i gang.

For hvorfor kommer den følelse af utilstrækkelighed op i os? Hvorfor hiver vi den indre målestok op konstant og måler vores eget liv gennem andres?

Når folk poster kvadrastiske billeder af deres snorlige-holdt-i-alle-nuancer-af-hvid-hjem ved siden af opdateringer om alle deres kager, non-fat-non-flavour muslibarer, vægttab, vægtløftning og hvad men nu ellers kan hitte på – så (ikke altid -men nogle gange) bliver jeg ret så forpustet.

Forpustet ved tanken om at jeg burde bage lidt mere, løbe lidt mere, indrette lidt mere – at jeg bare liiige BURDE  lidt mere af alting.

Men burde jeg det?

Jeg er hjemmegående med den dejligste krudtugle, læser til mit drømmejob og har byens lækreste kone – det er vel at have ret meget af alting.

Men den, der reflekterende og revurderende følelse er jo heller ikke helt dum igen – for nogle gange skal jeg T U R D É (ikke burde – men turde) lidt mere, og det er godt at blive mindet om.

Så længe man bare ikke desperat forsøger at få alt i vater.

Fik I set Dronningens nytårstale?

Det gjorde jeg – eller jeg fik i hvert fald hørt det meste af den, og så fik jeg set et par klip hist og her i frøperspektiv fra stuegulvet, da Noor jo som sådan ikke bare er stille fordi Margrethe toner frem på skærmen.

Sidste år var jeg vældig begejstret for at hun nævnte folkeskolelærere i sin tale (da jeg jo selv er sådan en), og i år knuselsker jeg de forælder-værdier hun belyser.

Vi bekymrer os for meget om ligegyldige ting i vores forældreskab.

For ja, hvor vigtigt er det at vores dyrt indkøbte hårsløjfe sidder på den helt rigtige måde, så vi fik kan få taget et likeable billede til instagram?

Forleden så jeg en mor på instagram som brokkede sig over, at hendes barn vil have sin Spiderman-kasket på – til det outfit som hun havde koordineret til ham (i de helt rigtige instagram-farver) – nu var der en portion humor i hendes billede, og jeg er sikker på, at hun ikke udelukkende går op i sin søns fremtoning, frem for alt andet, men netop hendes billede rammer godt, hvor iscenesættende vi er om vores børn (og os selv) – og hvor meget vi bekymrer os om hvordan vi tager os ud.

Oplever vi nok? Og viser vi det nok på de sociale medier, så andre i hvert fald får det indtryk, at vi lever det fede liv med den helt rigtige boligindretning, tøjstil og mest af alt overskud.

Hvor meget er form frem for indhold i vores liv?

Stylisten i Go’ morgen Danmark i morges (jeg er en sucker for det program, da jeg på det tidspunkt kun består af kaffe og alt andet kultiveret indhold er too much) viste nogle håndlavede puder som var meget populære pt. “At købe noget som andre har brugt tid på at lave, viser overskud i sit liv”.

Øh, hvad betyder det? Plejer det ikke at være sådan at hvis JEG laver noget selv, så viser det overskud?

Nu fik vi vist virkelig gjort det legitimt på nationaltv, at vi i den grad kan købe os til et facade-liv.

Men tilbage til bekymringerne som Daisy talte om i sin nytårstale – for som jeg før har skrevet, så bekymrer jeg mig jo selv ret meget – så det var befriende at blive mindet om at det hele jo nok skal lykkes.

Når Noor falder pladask på sin numse, fordi han endnu ikke har fundet sin kerne balance, da han prøver på at stå selv -så skal jeg ikke bekymrer mig – altså fare op af stolen for at se om at han er kommet noget til.

Det er han jo ikke. Og jeg skaber en frygt i ham, så han bliver mere bange for at stå selv. For at turde selv.

For til sidst at tage sine første selvstændige skridt ud i hans liv.

Så i går tog jeg med min lille familie til Amalienborg og sendte en hilsen til Margrethes livgarde (da hun selv var på Fredensborg), og Noor nød virkelig vagtskiftet, og alle de seje ‘tinsoldater’.

Hej matematik!

Du, der med alle dine regler, sandfærdigheder og strukturelle orden – kan jeg putte mig trygt ind i din favn?

I morges så jeg min all time guilty pleasure “Go´morgen Danmark”, hvor de viste årets mest ønskede indslag. Det omhandlede lille Hugo og hans forældre. De fortalte om deres liv med Hugo, hvordan de havde fuldstændig de samme ønsker, drømme og forventninger omkring deres ønskebarn – også selv om, at Hugo altså var født med Down Syndrom – og det vidste den lille familie ikke, før at Hugo var kommet ud af mor-Anna.

Jeg havde hørt om trekløveret før (HURRA for Instagram), og deres historier fortalt i de små kvadrater på Instagram fylder mig altid med glæde, kærlighed og optimisme – for deres syn på barnelivet handler om at hylde forskelligheder, og at alle børn er livets små mirakler – ligegyldigt hvilken former for overraskelser de kommer ud af maven med.

For hvor sandt er det ikke lige, at vores verden da er kun er sjovere, fordi vi alle ikke ligner hinanden – fordi vi bliver inspireret af hinandens forskelligheder .

Men indslaget fik mig også til at fundere over den situation, Amalie og jeg stod over for sommeren 2014.  For matematikken og alle dens tal lavede en sandsynlighedsberegning for os og vores lille kommende trekløver.

Noor havde nemlig en større risiko for Down Syndrom. Den var ikke meget stor, og vi fik tilbudt at få lavet en moderkagebiopsi, så vi kunne få det helt rigtige svar på hvilke kromosomsygdomme som Noor havde eller ikke havde. Med biopsien kom en risiko for abort, og ja, vores skuldre (og sjæle)  føltes en del tungere, da vi forlod Herlev Hospital den dag.

Vi sagde ja til moderkagebiopsien – der var slet ingen tvivl i vores sind, for vi havde talt om det inden vi påbegyndte inseminations-forløbet, og vi ville med ydmyghed ikke fortsætte Amalies graviditet, hvis nakkefoldscanneingen viste indikationer på andet end et raskt barn.

Vores valg er ikke truffet ud fra en overbevisning om at et barn med kromosomsygdomme ikke hører inden for normaliteten – at lille Hugo ikke er ligeså normal som dig og mig -for det er han helt bestemt.

Det handlede om det barneliv, vi kunne tilbyde et barn som blev født med en sygdom -en sygdom vi var bevidst om, for jeg er jo klar over at Noor sagtens kan blive syg med en alvorlig sygdom, og så må vi jo forholde os til det – og det vil vi! Med alle mine mor-kløer vil jeg gøre alt for mit barn.

Så nej, jeg lægger ikke udelukkende mit liv i matematikkens hænder -og det gjorde vi heller ikke den sommerdag, hvor vi sagde ja til moderkagebiopsien – vi brugte tallene til vores overvejelser, men det handlede mest af alt om de følelser som fløj rundt i os, og det handlede om at mærke efter – mærk efter i dig selv, dit forhold og dit liv, hvad du kan tilbyde et kommende barneliv.

I går havde Noor sin første fødselsdag, hvilket jo er helt unikt.

Vi fejrede den i søndags med både min familie og Amalies familie – hvilket helt klart medførte lidt logistiske udfordringer, da så stort et halvt hus, har vi jo heller ikke.

Og jeg har en meget stor familie!

Vi fik skabt plads ved at sætte sofaen ind i vores soveværelse, og dermed stille borde op i dagligstuen. Vi hængte guirlander op, og så havde jeg lavet hjemmelavet i pynt i form af en Alfons Åberg (som er et absolut hit herhjemme)  – figur, som jeg havde sat fast på en pind. Derudover havde jeg taget de billeder af Noor som var tilovers fra vores nisseprojekt, og klædt ham på med festhat, og ligeledes sat det billede på en træpind. De blev placeret rundt omkring, og så var der en i Alfons Åberg-kagemanden som Amalie havde bagt.

Ideen med billederne af Noor er at putte et billede af ham i hans kage, hvert år – så til sidst når han er 18 år, vil der være 18 billeder af ham igennem hans liv.

Jeg sikker på, at han på et tidspunkt vil synes, at jeg et styks træls Mutti med min billedeide, men jeg er også overbevidst om, at han vil nyde minderne, når de værste teenagehormon-orkaner har lagt sig igen.

Kagemanden var lavet på vandbakkelser, og med flødeskumsbanan-creme i midten, hvilket gjorde at Noor ikke blev helt høj på et sugar rush.

Det samme gælder de Alfons Åberg-småkager, som Noor og jeg bagte dagen inden familiefejringen. Det var nemlig dejlig rart at have Noor med i køkkenet, trods hans spæde alder, da småkagen-dejen ikke indeholdte æg, så hvis der tilfældigvis røg lidt dej indenbords, gjorde det ikke det store.

I dag lavede Noor og jeg julepynt – eller når ens barn kun er 11 måneder (og 17 dage), så E R det mest Mutti som havde fingrene i hobbylimen.

Men han nød at sidde med ved bordet, kigge på billeder af sig selv og mærke at vi havde “gang i noget”. Altså hans koncentration og fokus holdt muligvis kun to julesange, men smadder hyggeligt var det.

Vi tog de billeder, som vi fik taget af ham i sommers hos en fotograf. Klippede dem ud, og brugt lim til at putte de små røde nissehuer på.

Jeg tænker, at nogle af de små nisser skal gives til Bedstemor, Mormor , Oldemor og Farfar, så Noor kan sprede julestemning hjemme hos dem.

Og ja – du læste rigtigt! Noor har en farfar – mere om det senere.