At sejle den vej op af åen, hvor man møder flest som sejler imod en, fremfor i samme retning – det er jeg jo vant ved at være Noors anden mor – ved at tilhøre en minoritet fordi jeg er kvinde og elsker en anden kvinde, så er jeg robust i forhold til at være misforstået.

Særlig i spørgsmålet om vi ved “hvem der er Noors far?” – der er ingen far, men der er en donor som har hjulpet med biologisk at lave Noor, og så er der to styks forældre som er smaskforelsket i deres søn, og vi er hans Mor og Mutti.

Spørgsmålene har jeg intet imod, ved at spørge finder vi svar -hellere spørgsmål som skaber forståelse gennem oplysende svar -fremfor formodninger som skaber (for)domme.

Når vi udfordrer en norm skaber vi en storm, og nedriver de mure som lukker os inde.

Vi gør plads – vi skaber plads til hinandens forskelligheder – vi hylder det, som er anderledes, fordi vi ved at det ikke truer os – måske det udfordrer os, men hold nu op, hvor bliver vi kloge og rummelige af det!

Så hvorfor skal vi altid slå flere vægge op omkring hinanden, når vi møder et andet livssyn end vores eget?

Lige nu er der en hidsig debat omkring deltidsmødre og især de hjemmegående. Jeg hører jo til en blanding af disse – Noor går ikke i institution, men hjemme med mig. Jeg er stadig studerende, men ikke fordi jeg prøver at tilsnuske mig et ekstra beløb til husholdningen hver måned, så mit valg om at være hjemmegående med Noor kan blive finansieret af samfundet- nej, jeg færdiggør min videregående uddannelse, mens jeg passer ham.

Jeg gør mig klar til at tilbagebetale min dyre læreruddannelse – og skal nok gøre dette, de næste 50 år på arbejdsmarkedet. Min kone og jeg bruger vores opsparing til de ting som vi ikke kan dække gennem hendes løn og min SU hver måned. Det er vores valg at bryde normen omkring et tidligt institutionsliv for Noor, så vi skal nok klare det ansvar selv (sammen med et stærkt hold bedsteforældre som passer Noor, mens at jeg er på studie).

Jeg er lykkelig for at vi kan gøre dette – når nu, at det er det vi vil. At vi har friheden til det, og jeg ønsker den selvsamme frihedslykke for en hvilken som helst anden – også selv om den lykke er forankret i karriereliv, og familieliv på en helt anden måde end min definition.

Og her mener jeg uanset køn. Om du er kvinde eller mand som beslutter dig for at gå hjemme (eller ikke) med dit barn, så sender samfundet dig et skulderklap.

Mit valg er IKKE begrundet ud fra kvindelige værdier – jeg er menneske frem for at være et køn.

Derfor! Vores samfund burde kunne rumme forskellige definitioner – vores samfund burde være et fællesskab, hvor vi fælles har besluttet at alle burde have en vel færd – en god, stabil færd ud i livet.

Jeg ved, at debatten er endnu mere skrøbelig fordi den omhandler forældreskab, hvilket alle forældre kan nikke genkendende til, er sårbart. Man er i en sårbar, usikker position – men skal vi ikke bare blive enige om, at alle gør deres bedste – og ens bedste er ALTID godt nok – uanset om barnet har lange, korte eller ingen dage i institution.

Hej matematik!

Du, der med alle dine regler, sandfærdigheder og strukturelle orden – kan jeg putte mig trygt ind i din favn?

I morges så jeg min all time guilty pleasure “Go´morgen Danmark”, hvor de viste årets mest ønskede indslag. Det omhandlede lille Hugo og hans forældre. De fortalte om deres liv med Hugo, hvordan de havde fuldstændig de samme ønsker, drømme og forventninger omkring deres ønskebarn – også selv om, at Hugo altså var født med Down Syndrom – og det vidste den lille familie ikke, før at Hugo var kommet ud af mor-Anna.

Jeg havde hørt om trekløveret før (HURRA for Instagram), og deres historier fortalt i de små kvadrater på Instagram fylder mig altid med glæde, kærlighed og optimisme – for deres syn på barnelivet handler om at hylde forskelligheder, og at alle børn er livets små mirakler – ligegyldigt hvilken former for overraskelser de kommer ud af maven med.

For hvor sandt er det ikke lige, at vores verden da er kun er sjovere, fordi vi alle ikke ligner hinanden – fordi vi bliver inspireret af hinandens forskelligheder .

Men indslaget fik mig også til at fundere over den situation, Amalie og jeg stod over for sommeren 2014.  For matematikken og alle dens tal lavede en sandsynlighedsberegning for os og vores lille kommende trekløver.

Noor havde nemlig en større risiko for Down Syndrom. Den var ikke meget stor, og vi fik tilbudt at få lavet en moderkagebiopsi, så vi kunne få det helt rigtige svar på hvilke kromosomsygdomme som Noor havde eller ikke havde. Med biopsien kom en risiko for abort, og ja, vores skuldre (og sjæle)  føltes en del tungere, da vi forlod Herlev Hospital den dag.

Vi sagde ja til moderkagebiopsien – der var slet ingen tvivl i vores sind, for vi havde talt om det inden vi påbegyndte inseminations-forløbet, og vi ville med ydmyghed ikke fortsætte Amalies graviditet, hvis nakkefoldscanneingen viste indikationer på andet end et raskt barn.

Vores valg er ikke truffet ud fra en overbevisning om at et barn med kromosomsygdomme ikke hører inden for normaliteten – at lille Hugo ikke er ligeså normal som dig og mig -for det er han helt bestemt.

Det handlede om det barneliv, vi kunne tilbyde et barn som blev født med en sygdom -en sygdom vi var bevidst om, for jeg er jo klar over at Noor sagtens kan blive syg med en alvorlig sygdom, og så må vi jo forholde os til det – og det vil vi! Med alle mine mor-kløer vil jeg gøre alt for mit barn.

Så nej, jeg lægger ikke udelukkende mit liv i matematikkens hænder -og det gjorde vi heller ikke den sommerdag, hvor vi sagde ja til moderkagebiopsien – vi brugte tallene til vores overvejelser, men det handlede mest af alt om de følelser som fløj rundt i os, og det handlede om at mærke efter – mærk efter i dig selv, dit forhold og dit liv, hvad du kan tilbyde et kommende barneliv.

Nu har jeg efterhånden været hjemmegående med Noor i en to måneders tid (jeg takkede pænt nej til at stilling som folkeskolelærer, og gik direkte fra barsel til at være hjemmegående)- og kan mærke både de fordele og ulemper som vores præger vores lille familieliv.

Da Noor har været en del ramt af denne årstids sygdomme, har det været så skønt, at jeg har kunne være hjemme med ham uden at skulle tænke på at skulle slå sten-saks-papir med konen min, om hvem der skulle ringe sig syg på arbejde. Jeg har kunne have ham hjemme indtil at sygdommen helt var ude af kroppen, for vores eneste forpligtelser er jo kun selvvalgte arrangementer.

Ej, det er lidt en løgn – for jeg har jo mit studie. Heldigvis har Noors sygdom kun gået ud over min i forvejen minimale obligatoriske mødeaktivitet på lærerseminariet (det er nemlig, de få timer om ugen som gør min hjemmegående situation gældende), og jeg har fået læst mest muligt – når de sorte rander under de blodsprængte øjne ikke var for store.

Men, men, men!

Det er vanskeligt over for mine med-studerende, når studiet eksempelvis kræver gruppearbejde, og jeg må forklare min hjemmegående situation – og kan vi så derfor mødes på liiige præcis det, her tidspunkt, for så sover Noor, og jeg kan sidde med min babyalarm i kantinen blandt bøgerne om Lev Vygotskis tonstunge teorier om børns proximale udviklingszone, mens han sover ude i gården, hvor lærerstuderende sidder og småsludre om den næstkommende fredagsbar.

Heldigvis er der kun søde mennesker på lærerstudiet (selvfølgelig!), og indtil videre har der kun været stor forståelse, og kærlige klap på skulderen over mit valg, så jeg håber at dette kun vil fortsætte – for på trods af mine store forventninger om kæmpe mængder af fleksibilitet og tid som hjemmegående, så er realiteten en anden.

For ja, lige så meget som jeg knuselsker vores stille morgener, hvor der er tid. Det er kun Amalie som skal ud af døren, så vi har T I D til at kysse på hinanden over havregrøden – også selv om at søvnen har været mangelfuld om natten.

Der er tid om dagen til legestue, tid til at fodre hønsene i vores have, tid til at gå rundt med gåvognen ude på villavejens fortorve – tid til leg og kærlighed.

Men, men, men!

Ligeså meget som jeg elsker alt vores tid, så hiver jeg mig selv nogle gange i mit leverpostej-farvede hår, når der ikke er tid til at få lavet mad til fryseren (for jeg skal jo lave  A L T mad til Noor) – når der ikke er tid til at sove om natten, så jeg ikke er den mest oplagte og innovative Mutti i forhold til lege –  og mest af alt har jeg lyst til at kravle under dynen sammen med alle fra Seattle Greys hospital – for der er ingen pædagog – ingen vuggestue som aflaster mig i tiden med ham.

Alle de daglige gøremål foregår med ham, for når han bliver passet af de sødeste familiemedlemmer mens jeg er på studie, så henter jeg ham lige med det vuns efter studie, da jeg jo har været afsted i 7 timer allerede – og det kræver en vældig stor koordineringsevne fra min side, at få planlagt indkøb, madlavning, rengøring, læsning – og så lige at få skabt et udviklende nærværende barneliv for ham i vores hverdag.

For det er barnelivet som er i fokus i mit valg af at være hjemmegående. Det er jo ikke meningen, at vores hverdag skal centrere om i at få købt ind i netto, og støvsuget fnullermænd i hjørnerne – det handler nemlig om N Æ R V Æ R.

Men jeg ved at min navlepillende problematik jo er genkendelig i ethvert familieliv, og sådan er det at have et barn – der er aldrig tid nok – og hvem har lige tid til at handle inden at de henter deres barn efter arbejde?

I går havde Noor sin første fødselsdag, hvilket jo er helt unikt.

Vi fejrede den i søndags med både min familie og Amalies familie – hvilket helt klart medførte lidt logistiske udfordringer, da så stort et halvt hus, har vi jo heller ikke.

Og jeg har en meget stor familie!

Vi fik skabt plads ved at sætte sofaen ind i vores soveværelse, og dermed stille borde op i dagligstuen. Vi hængte guirlander op, og så havde jeg lavet hjemmelavet i pynt i form af en Alfons Åberg (som er et absolut hit herhjemme)  – figur, som jeg havde sat fast på en pind. Derudover havde jeg taget de billeder af Noor som var tilovers fra vores nisseprojekt, og klædt ham på med festhat, og ligeledes sat det billede på en træpind. De blev placeret rundt omkring, og så var der en i Alfons Åberg-kagemanden som Amalie havde bagt.

Ideen med billederne af Noor er at putte et billede af ham i hans kage, hvert år – så til sidst når han er 18 år, vil der være 18 billeder af ham igennem hans liv.

Jeg sikker på, at han på et tidspunkt vil synes, at jeg et styks træls Mutti med min billedeide, men jeg er også overbevidst om, at han vil nyde minderne, når de værste teenagehormon-orkaner har lagt sig igen.

Kagemanden var lavet på vandbakkelser, og med flødeskumsbanan-creme i midten, hvilket gjorde at Noor ikke blev helt høj på et sugar rush.

Det samme gælder de Alfons Åberg-småkager, som Noor og jeg bagte dagen inden familiefejringen. Det var nemlig dejlig rart at have Noor med i køkkenet, trods hans spæde alder, da småkagen-dejen ikke indeholdte æg, så hvis der tilfældigvis røg lidt dej indenbords, gjorde det ikke det store.

Som jeg nævnte i et tidligere indlæg, så har Noor også en farfar – og hvorledes foregår det?

For der er jo ingen far i vores familie – der er en donor, ja – men ingen far. Jeg har altid fundet det lidt skørt, når andre familiekonstellationer som vores, omtaler donor som far. Jeg forstår godt, hvorfor alle jer andre kommer til at bruge betegnelsen “far” om donor, og så sent som i går, da jeg læste et interview i bladet “Samvirke”, blev et forældrepar udelukkende bestående af to mødre spurgt om Hvad vil I gøre, hvis børnene en dag vil vide, hvem der er deres far?

Men hvorfor bliver vi ikke alle enige om, at fædre-rollen mere end blot at donere sæd til babyproduktionen?

Bliver man ikke forældre gennem ens nærvær til barnet?

Jeg er overbevidst om, at det handler mere om, hvordan man ER familie, frem for hvordan man BLIVER en familie.

Og vi er en familie bestående af to mødre – en mor, en mutti og en Noor på 11 måneder og 19 dage.

Der er ingen far, men der er en donor som har hjulet os biologisk med at skabe det barn, som vi drømte om, da vi mødte hinanden, og som vi uden hjælp fra andre har skabt i vores kærlighed til hinanden. For selvfølgelig har donor hjulpet til med halvdelen af kromosompuljen, men vi har skabt (og er stadig i F U L D gang med at skabe) Noor gennem den altid tilstedeværende kærlighed vi har til hinanden – selv når Noor er syg på ellevte dagen med maveinfektion, og der skal vaskes sengetøj kl. 0400 om natten.

Det er heller ikke donor som sidder med Noor og stryger hans pande, når førnævnte maveinfektion går så ondt, at han kun vil sove i vores favn – eller som ved præcis, hvad der får ham til at smile, lige det smil som giver hans mor og mutti, det største sug i maven.

Vi er både hans mor og far, for vi er nemlig hans forældre. I samfundet har vi bare bestemt at forældre hedder mor og far, og til de to betegnelser hører der to køn til. Men vi er jo “kun” et køn – det kvindelige – og hvad betyder det så?

I N G E N T I N G

For hvis vi lige dropper det, med at når man har et køn så indtager man en bestemt social rolle – så betyder det ingenting at være to kvinder som får et barn.

Men hvis der ingen far er, hvorfor er der så en farfar? Jamen, Amalie har jo et sæt forældre, og jeg har faktisk to hold forældre, da mine er skilt – det giver i alt seks styk bedsteforældre, som alle fortjente hver deres betegnelse, så alle ikke var mormor og morfar.

Derfor har Noor både en bedstemor, en bedstefar, en farfar, en farmor (fra min side) og en mormor og en morfar (Amalies side).