Stay at home mom part deux

I dag var Noor og jeg til juletræfest i Lyngby Legestue. Vi har været der få gange, men jeg er allerede en stor fan af stedet.

Lyngby Legestue styres med kærlig hånd af Vibeke – en engageret snakkesaglig ældre dame som tog godt imod os første gang – jeg kan huske mine svedige håndflader som bar Noor ind af døren – for hvad ville vente mig? Super mødre som kendte til alle slags hjemmelavede grøntsagsmos der blev medbragt til i de helt rigtige fatalalala(eller hvad det nu hedder)frie tupperware-bokse og som non-stop bagte (spelt)boller? Som altid var i over-overskud og som aldrig slog sig ud af væltet havregryn i hele køkkenet, og en søn som elsker at lege “smid trusseindlæg i toilettet” – Så var jeg hjemmegående nok? Og findes der en helt præcis hjemmegående-mor-type?

Nej! Det gør der selvfølgelig ikke. Vi er jo alle mennesker/mødre på hver vores møde.

Så den dag mødte Noor og jeg mange forskellige kvinder og mødre – endda også dagplejemødre og mormødre som havde valgt at gå hjemme med deres børnebørn.

Vibeke rendte rundt mellem plasticbokse af legetøj og kaffekoppe, og fandt det ene legetøj frem efter det andet til Noor og forklarede at vi endelig bare skulle tage boller og smør, mælk og hvad vi ellers kunne tænke os – og så stak hun et stykke papir i min hånd, som var en invitation til juletræfesten i dag.

Så i dag har vi danset om juletræ, spist æbleskiver, sunget julesange (akkompagneret af intet mindre end orgelmusik!) og ellers bare råhygget sammen.

12341180_991207547607204_6086328722412774660_n

Lidt om at være køn

Som jeg nævnte i et tidligere indlæg, så har Noor også en farfar – og hvorledes foregår det?

For der er jo ingen far i vores familie – der er en donor, ja – men ingen far. Jeg har altid fundet det lidt skørt, når andre familiekonstellationer som vores, omtaler donor som far. Jeg forstår godt, hvorfor alle jer andre kommer til at bruge betegnelsen “far” om donor, og så sent som i går, da jeg læste et interview i bladet “Samvirke”, blev et forældrepar udelukkende bestående af to mødre spurgt om Hvad vil I gøre, hvis børnene en dag vil vide, hvem der er deres far?

Men hvorfor bliver vi ikke alle enige om, at fædre-rollen mere end blot at donere sæd til babyproduktionen?

Bliver man ikke forældre gennem ens nærvær til barnet?

Jeg er overbevidst om, at det handler mere om, hvordan man ER familie, frem for hvordan man BLIVER en familie.

Og vi er en familie bestående af to mødre – en mor, en mutti og en Noor på 11 måneder og 19 dage.

Der er ingen far, men der er en donor som har hjulet os biologisk med at skabe det barn, som vi drømte om, da vi mødte hinanden, og som vi uden hjælp fra andre har skabt i vores kærlighed til hinanden. For selvfølgelig har donor hjulpet til med halvdelen af kromosompuljen, men vi har skabt (og er stadig i F U L D gang med at skabe) Noor gennem den altid tilstedeværende kærlighed vi har til hinanden – selv når Noor er syg på ellevte dagen med maveinfektion, og der skal vaskes sengetøj kl. 0400 om natten.

Det er heller ikke donor som sidder med Noor og stryger hans pande, når førnævnte maveinfektion går så ondt, at han kun vil sove i vores favn – eller som ved præcis, hvad der får ham til at smile, lige det smil som giver hans mor og mutti, det største sug i maven.

Vi er både hans mor og far, for vi er nemlig hans forældre. I samfundet har vi bare bestemt at forældre hedder mor og far, og til de to betegnelser hører der to køn til. Men vi er jo “kun” et køn – det kvindelige – og hvad betyder det så?

I N G E N T I N G

For hvis vi lige dropper det, med at når man har et køn så indtager man en bestemt social rolle – så betyder det ingenting at være to kvinder som får et barn.

Men hvis der ingen far er, hvorfor er der så en farfar? Jamen, Amalie har jo et sæt forældre, og jeg har faktisk to hold forældre, da mine er skilt – det giver i alt seks styk bedsteforældre, som alle fortjente hver deres betegnelse, så alle ikke var mormor og morfar.

Derfor har Noor både en bedstemor, en bedstefar, en farfar, en farmor (fra min side) og en mormor og en morfar (Amalies side).

_MG_4470_farve

 

 

 

“Er du nu helt sikker på, at du vil skrive under?”

Da Amalie og jeg påbegyndte fertilitetsbehandling, var det yderst vigtigt at vi nedfældede vores underskrifter på en blanket, hvor jeg gav mit samtykke til, at Amalie kunne blive behandlet med assisteret reproduktion, og at jeg erklærede mig som kommende forælder til barnet.

Vi havde læst om dette – nemlig denne nye lov om medmorskab som trådte i kraft d. 1. december 2013, og da vi til det andet møde på hospitalet, skulle i gang med insermineringsforløbet, skyndte vi os at nævne blanketten, da vi vidste at denne skulle udfyldes inden første inserminering.

Reglen omkring medmorskab er et stort og langt H U U U R R A A A for ligestillingen, og ligestiller fuldstændig lesbiske med heteroseksuelle omkring muligheden for, at med det samme at få de samme rettigheder overfor barnet – i stedet for hidtil, hvor den anden mor skulle vente tre måneder efter barnets fødsel for at kunne adoptere barnet.

Det vil sige tre måneder uden juridisk at være knyttet til sit barn – nøj, for pokker – jeg var jo allerede knyttet til Noor, da han var lille frø inde i Amalies mave, så det faktum at hele vores offentlige system ikke anerkendte det – det ville have givet mig gys helt ud til fingerspidserne.

Så derfor – med et stort smil på læben bad vi vores sygeplejerske om denne blanket, og blev desværre ikke mødt med selvsamme ligestilling, som vi havde fejret den dag, at loven blev vedtaget i folketinget – for jeg tror bestemt ikke, at en heteroseksuel mand ville være blevet spurgt om samme spørgsmål:

“Er du nu helt sikker på, at du vil skrive under?”

Og

“Det er en stor ting at blive forælder – er du nu helt sikker? Helt sikker?”

Nu har jeg jo skrevet under på mange blanketter eller kontrakter gennem mit liv, som da jeg skulle skrive under på vores købekontrakt, da vi købte vores halvehus, og ja, der kunne jeg måske godt have brugt de spørgsmål – for puha, der var sommerfugle i vores maver, og var vi nu helt sikre på at vi ville flytte væk fra København og ud til forstæderne – til Søborg som ingen af os kendte?! Og det var selvfølgelig den rigtige beslutning – vi har købt vores drømme-halve-hus.

Men at få stillet disse spørgsmål lige der, det behøvede jeg ikke. Jeg havde da truffet beslutningen for lang tid siden – og vidste, at den var helt rigtig.

Jeg vidste det, da jeg mødte kvinden i mit liv. Hende som skulle bære mit barn. Hende som sad lige ved siden af mig inden inden i konsultationsrummet. Hvordan kunne sygeplejersken være i tvivl om det?

Men underskrevet det blev den, og jeg fik beroliget sygeplejersken om, at jeg var helt sikker i mit valg om at blive forælder til mit og Amalies kommende barn.

D. 21. december 2014 – lidt under to uger efter at Noor kom ud i vores verden, lå der en besked på Amalies telefonsvarer omkring, at vores blanket omkring medmoderskab ikke var godkendt.

Jeg var træt, i søvnunderskud og alle mine følelser var sårbare, for at blive forælder er, at konstant at stille sig selv spørgsmålet: Er jeg god nok? Gør jeg det godt nok?

Og nu fortæller verden mig, at jeg ikke var juridisk forælder til Noor – at jeg ikke var god nok? Havde jeg ikke beroliget sygeplejersken godt nok den dag i konsultationsrummet. Alle disse irrationelle tanker strøg i gennem mit hoved, så Amalie måtte ordne alt det praktiske – få fat på stats forvaltningen, og få af vide, hvad der var sket. Jeg kunne kun sidde med Noor i min favn, og være skiftevis skuffet, vred og ked af vores system. Det system skulle have anerkendt mig, og mit ønske om at blive forælder sammen med Amalie.

Det lovede de d. 1. december 2013.

Det viste sig, at sygeplejersken ikke havde udfyldt datoen på blanketten, og at den derfor ikke var gyldig. Vi tog kontakt til klinikken, og fik en aftale med afd. sygeplejersken som beklagede fejlen, og at de desværre havde begået fejlen før. Hun forklarede, at de ikke var blevet undervist nok i den nye procedure, men at der ikke var tid/ressourcer til at hendes personale kunne få det.

En ny blanket blev underskrevet som skulle erstatte den gamle. Jeg ville derfor ikke miste min ret til medborgerskab. Hun ville sende den afsted med det samme, og jeg kunne ånde delvist lettet op.

Dog for at sikre mig, at alt var i orden, ringede jeg en af dagene efter nytår til stats forvaltningen for blot at få at blive oplyst om, at de ikke havde modtaget vores nye erklæring. Jeg blev forvirret – alting skulle jo være i orden nu – det lovede den søde afdelingsleder, og den ældre dame i den anden af røret forstod mig ikke. Hun sagde i hvert fald:

“Hvorfor er det så vigtigt for dig?” 

Hvorfor er det så vigtigt at være registret som forælder til sit barn?! Behøver jeg overhovedet at svare på det?

Jeg ringede hurtigt ud til klinikken som opdager, at de ved en fejl ikke har sendt den nye blanket afsted, men får det gjort nu.

Et par dage efter får jeg bekræftet at stats forvaltningen har modtaget blanketten, og at alting er i orden. Verden ved at jeg er hans anden mor. Jeg ånder lettet op – jeg trækker vejret – lige ind til et par dage inden Noors barnedåb.

Verden var ikke helt overbevist endnu.

Grundet fejlen fra sygeplejerskens side skal vi underskrive en tillægs-erklæring. Vi skal erklære, at  vores intentioner omkring medmoderskab var tilstede under insermineringsforløbet.

Når jeg ser tilbage på hele forløbet føltes det hele som en laaaang kamp for at blive medmor – men det var det jo slet ikke. Jeg mødte aldrig modstand – kun de uvidende spørgsmål, og den underlige erklæring omkring Amalie -Men! Jeg skulle aldrig overbevise nogen om at få lov til at blive medmor.

Lige der var alting bare ømt og sårbart, og jeg havde behov for at være blevet Noors medmor juridisk, lige så hurtigt som at jeg blev det følelsesmæssigt – nemlig fra da han var lille frø._MG_4499_sh