At være normstormer

enhanced-buzz-32147-1369171343-1

At sejle den vej op af åen, hvor man møder flest som sejler imod en, fremfor i samme retning – det er jeg jo vant ved at være Noors anden mor – ved at tilhøre en minoritet fordi jeg er kvinde og elsker en anden kvinde, så er jeg robust i forhold til at være misforstået.

Særlig i spørgsmålet om vi ved “hvem der er Noors far?” – der er ingen far, men der er en donor som har hjulpet med biologisk at lave Noor, og så er der to styks forældre som er smaskforelsket i deres søn, og vi er hans Mor og Mutti.

Spørgsmålene har jeg intet imod, ved at spørge finder vi svar -hellere spørgsmål som skaber forståelse gennem oplysende svar -fremfor formodninger som skaber (for)domme.

Når vi udfordrer en norm skaber vi en storm, og nedriver de mure som lukker os inde.

Vi gør plads – vi skaber plads til hinandens forskelligheder – vi hylder det, som er anderledes, fordi vi ved at det ikke truer os – måske det udfordrer os, men hold nu op, hvor bliver vi kloge og rummelige af det!

Så hvorfor skal vi altid slå flere vægge op omkring hinanden, når vi møder et andet livssyn end vores eget?

Lige nu er der en hidsig debat omkring deltidsmødre og især de hjemmegående. Jeg hører jo til en blanding af disse – Noor går ikke i institution, men hjemme med mig. Jeg er stadig studerende, men ikke fordi jeg prøver at tilsnuske mig et ekstra beløb til husholdningen hver måned, så mit valg om at være hjemmegående med Noor kan blive finansieret af samfundet- nej, jeg færdiggør min videregående uddannelse, mens jeg passer ham.

Jeg gør mig klar til at tilbagebetale min dyre læreruddannelse – og skal nok gøre dette, de næste 50 år på arbejdsmarkedet. Min kone og jeg bruger vores opsparing til de ting som vi ikke kan dække gennem hendes løn og min SU hver måned. Det er vores valg at bryde normen omkring et tidligt institutionsliv for Noor, så vi skal nok klare det ansvar selv (sammen med et stærkt hold bedsteforældre som passer Noor, mens at jeg er på studie).

Jeg er lykkelig for at vi kan gøre dette – når nu, at det er det vi vil. At vi har friheden til det, og jeg ønsker den selvsamme frihedslykke for en hvilken som helst anden – også selv om den lykke er forankret i karriereliv, og familieliv på en helt anden måde end min definition.

Og her mener jeg uanset køn. Om du er kvinde eller mand som beslutter dig for at gå hjemme (eller ikke) med dit barn, så sender samfundet dig et skulderklap.

Mit valg er IKKE begrundet ud fra kvindelige værdier – jeg er menneske frem for at være et køn.

Derfor! Vores samfund burde kunne rumme forskellige definitioner – vores samfund burde være et fællesskab, hvor vi fælles har besluttet at alle burde have en vel færd – en god, stabil færd ud i livet.

Jeg ved, at debatten er endnu mere skrøbelig fordi den omhandler forældreskab, hvilket alle forældre kan nikke genkendende til, er sårbart. Man er i en sårbar, usikker position – men skal vi ikke bare blive enige om, at alle gør deres bedste – og ens bedste er ALTID godt nok – uanset om barnet har lange, korte eller ingen dage i institution.

   

Shake it like a polaroid picture

IMAG0078Sammen med gode venner limede vi en plastic figur i bunden af låget til et rengjort syltetøjsglas, blandede en blanding af en teskefuld glycerin (kan købes i Matas) sammen med vand – puttede dette i syltetøjsglasset sammen med M A S S É R af glimmer – og ta da da daaa – et styks rysteglas til en selv eller til ens lille pode er blevet skabt i højt humør og med klistrede fingre. For husk at lime låget fast, da ellers vil blandingen sive ud!

Vi lavede dette (seks voksne) mens de tre børn sov lunt og trygt i barnevognene i haven – men dette kunne helt sikkert have været lavet med de to 1-årige i selskabet med en hel del voksenstyring selvfølgelig.

Vi kom netop ikke til legestuens fastelavnsfest, da vi havde (hovsa) kommet til at planlægge en tur til Malmø selvsamme dag. Jeg havde en klassisk bekymringskrise omkring dette, da jeg med sved på panden hørte om alle fastelavnsfejringerne som foregik i diverse vuggestuer.

Hvordan kunne jeg give Noor samme oplevelse som hjemmegående?

Hvilket er en fjollet tanke!

Noor kan jo ikke gå endnu, så hvorledes skulle han slå katten af nogen som helst tønde? På fire ben og med et bat i munden? Ej, ikke et kønt pædagogisk syn vel?!

Han er jo kun lige blevet et år, så fastelavn er nok mere de stores fest, så vores alternative fejring med gode venner, leg på gulvet og ellers skæg og ballade fungerede lige så godt.

IMAG0081IMAG0080

 

   

Curious George

Vi har haft den dejligste fastelavn med gode venner og har lavet hjemmelavede rysteglas (mere om det i morgen).

Jeg fandt et brugt kostume til Noor på DBA som han ELSKEDE (han er selvfølgelig klædt ud som sin anden store helt – nemlig Peter Pedal) -dog var kærlighedsromancen kortvarig, da fem minutter inden at gæsterne kom slog han op med det kostume. Aj, men det er jo typisk!

Jeg er så glad for at vi fik fastelavnshygget herhjemme når nu at vi ikke kom med til legestuens fastelavnsfest.

received_10153241812710163received_10153241812835163


 

   

At have ingenting og alligevel alt

tumblr_myrmpqt81y1qbytako1_500Jeg lagde det her billede op på Instagram undervejs i min eksamenslæsning, da jeg følte at A L L E andre læste meget mere end mig og at alt var jeg skrev bare ikke var godt nok.

Eksamen gik nu godt (i går), og nu afventer jeg bare svar.

Men! Billedet satte også andre tanker i gang.

For hvorfor kommer den følelse af utilstrækkelighed op i os? Hvorfor hiver vi den indre målestok op konstant og måler vores eget liv gennem andres?

Når folk poster kvadrastiske billeder af deres snorlige-holdt-i-alle-nuancer-af-hvid-hjem ved siden af opdateringer om alle deres kager, non-fat-non-flavour muslibarer, vægttab, vægtløftning og hvad men nu ellers kan hitte på – så (ikke altid -men nogle gange) bliver jeg ret så forpustet.

Forpustet ved tanken om at jeg burde bage lidt mere, løbe lidt mere, indrette lidt mere – at jeg bare liiige BURDE  lidt mere af alting.

Men burde jeg det?

Jeg er hjemmegående med den dejligste krudtugle, læser til mit drømmejob og har byens lækreste kone – det er vel at have ret meget af alting.

Men den, der reflekterende og revurderende følelse er jo heller ikke helt dum igen – for nogle gange skal jeg T U R D É (ikke burde – men turde) lidt mere, og det er godt at blive mindet om.

Så længe man bare ikke desperat forsøger at få alt i vater.

   

Overspringshandlinger

Den søde kone tog i dag afsted med the mother of all overspringshandlinger -nemlig Noor, så jeg kunne få læst til eksamen.

Og så jeg kunne få besejret et helt F A D af bland selv slik (hvilket er fuldstændig nødvendighed under eksamenslæsing).

Hvem sagde nogensinde at janaurkur og eksamen gik sødt og pænt hånd i hånd?

Men jeg sprang lidt over, og tog lidt billeder af vores fine hjem – og min på nuværende tidspunkt – konstante plads i hjemmet.

Nemlig ved spisebordet – foran computeren.

Kan I se nullermændene? Det kan I nok ikke for jeg har gemt dem godt!

DSC_0890 DSC_0894 12620433_1011510478910244_1593274286_o