At være normstormer

enhanced-buzz-32147-1369171343-1

At sejle den vej op af åen, hvor man møder flest som sejler imod en, fremfor i samme retning – det er jeg jo vant ved at være Noors anden mor – ved at tilhøre en minoritet fordi jeg er kvinde og elsker en anden kvinde, så er jeg robust i forhold til at være misforstået.

Særlig i spørgsmålet om vi ved “hvem der er Noors far?” – der er ingen far, men der er en donor som har hjulpet med biologisk at lave Noor, og så er der to styks forældre som er smaskforelsket i deres søn, og vi er hans Mor og Mutti.

Spørgsmålene har jeg intet imod, ved at spørge finder vi svar -hellere spørgsmål som skaber forståelse gennem oplysende svar -fremfor formodninger som skaber (for)domme.

Når vi udfordrer en norm skaber vi en storm, og nedriver de mure som lukker os inde.

Vi gør plads – vi skaber plads til hinandens forskelligheder – vi hylder det, som er anderledes, fordi vi ved at det ikke truer os – måske det udfordrer os, men hold nu op, hvor bliver vi kloge og rummelige af det!

Så hvorfor skal vi altid slå flere vægge op omkring hinanden, når vi møder et andet livssyn end vores eget?

Lige nu er der en hidsig debat omkring deltidsmødre og især de hjemmegående. Jeg hører jo til en blanding af disse – Noor går ikke i institution, men hjemme med mig. Jeg er stadig studerende, men ikke fordi jeg prøver at tilsnuske mig et ekstra beløb til husholdningen hver måned, så mit valg om at være hjemmegående med Noor kan blive finansieret af samfundet- nej, jeg færdiggør min videregående uddannelse, mens jeg passer ham.

Jeg gør mig klar til at tilbagebetale min dyre læreruddannelse – og skal nok gøre dette, de næste 50 år på arbejdsmarkedet. Min kone og jeg bruger vores opsparing til de ting som vi ikke kan dække gennem hendes løn og min SU hver måned. Det er vores valg at bryde normen omkring et tidligt institutionsliv for Noor, så vi skal nok klare det ansvar selv (sammen med et stærkt hold bedsteforældre som passer Noor, mens at jeg er på studie).

Jeg er lykkelig for at vi kan gøre dette – når nu, at det er det vi vil. At vi har friheden til det, og jeg ønsker den selvsamme frihedslykke for en hvilken som helst anden – også selv om den lykke er forankret i karriereliv, og familieliv på en helt anden måde end min definition.

Og her mener jeg uanset køn. Om du er kvinde eller mand som beslutter dig for at gå hjemme (eller ikke) med dit barn, så sender samfundet dig et skulderklap.

Mit valg er IKKE begrundet ud fra kvindelige værdier – jeg er menneske frem for at være et køn.

Derfor! Vores samfund burde kunne rumme forskellige definitioner – vores samfund burde være et fællesskab, hvor vi fælles har besluttet at alle burde have en vel færd – en god, stabil færd ud i livet.

Jeg ved, at debatten er endnu mere skrøbelig fordi den omhandler forældreskab, hvilket alle forældre kan nikke genkendende til, er sårbart. Man er i en sårbar, usikker position – men skal vi ikke bare blive enige om, at alle gør deres bedste – og ens bedste er ALTID godt nok – uanset om barnet har lange, korte eller ingen dage i institution.

   

Shake it like a polaroid picture

IMAG0078Sammen med gode venner limede vi en plastic figur i bunden af låget til et rengjort syltetøjsglas, blandede en blanding af en teskefuld glycerin (kan købes i Matas) sammen med vand – puttede dette i syltetøjsglasset sammen med M A S S É R af glimmer – og ta da da daaa – et styks rysteglas til en selv eller til ens lille pode er blevet skabt i højt humør og med klistrede fingre. For husk at lime låget fast, da ellers vil blandingen sive ud!

Vi lavede dette (seks voksne) mens de tre børn sov lunt og trygt i barnevognene i haven – men dette kunne helt sikkert have været lavet med de to 1-årige i selskabet med en hel del voksenstyring selvfølgelig.

Vi kom netop ikke til legestuens fastelavnsfest, da vi havde (hovsa) kommet til at planlægge en tur til Malmø selvsamme dag. Jeg havde en klassisk bekymringskrise omkring dette, da jeg med sved på panden hørte om alle fastelavnsfejringerne som foregik i diverse vuggestuer.

Hvordan kunne jeg give Noor samme oplevelse som hjemmegående?

Hvilket er en fjollet tanke!

Noor kan jo ikke gå endnu, så hvorledes skulle han slå katten af nogen som helst tønde? På fire ben og med et bat i munden? Ej, ikke et kønt pædagogisk syn vel?!

Han er jo kun lige blevet et år, så fastelavn er nok mere de stores fest, så vores alternative fejring med gode venner, leg på gulvet og ellers skæg og ballade fungerede lige så godt.

IMAG0081IMAG0080

 

Curious George

Vi har haft den dejligste fastelavn med gode venner og har lavet hjemmelavede rysteglas (mere om det i morgen).

Jeg fandt et brugt kostume til Noor på DBA som han ELSKEDE (han er selvfølgelig klædt ud som sin anden store helt – nemlig Peter Pedal) -dog var kærlighedsromancen kortvarig, da fem minutter inden at gæsterne kom slog han op med det kostume. Aj, men det er jo typisk!

Jeg er så glad for at vi fik fastelavnshygget herhjemme når nu at vi ikke kom med til legestuens fastelavnsfest.

received_10153241812710163received_10153241812835163


 

   

At have ingenting og alligevel alt

tumblr_myrmpqt81y1qbytako1_500Jeg lagde det her billede op på Instagram undervejs i min eksamenslæsning, da jeg følte at A L L E andre læste meget mere end mig og at alt var jeg skrev bare ikke var godt nok.

Eksamen gik nu godt (i går), og nu afventer jeg bare svar.

Men! Billedet satte også andre tanker i gang.

For hvorfor kommer den følelse af utilstrækkelighed op i os? Hvorfor hiver vi den indre målestok op konstant og måler vores eget liv gennem andres?

Når folk poster kvadrastiske billeder af deres snorlige-holdt-i-alle-nuancer-af-hvid-hjem ved siden af opdateringer om alle deres kager, non-fat-non-flavour muslibarer, vægttab, vægtløftning og hvad men nu ellers kan hitte på – så (ikke altid -men nogle gange) bliver jeg ret så forpustet.

Forpustet ved tanken om at jeg burde bage lidt mere, løbe lidt mere, indrette lidt mere – at jeg bare liiige BURDE  lidt mere af alting.

Men burde jeg det?

Jeg er hjemmegående med den dejligste krudtugle, læser til mit drømmejob og har byens lækreste kone – det er vel at have ret meget af alting.

Men den, der reflekterende og revurderende følelse er jo heller ikke helt dum igen – for nogle gange skal jeg T U R D É (ikke burde – men turde) lidt mere, og det er godt at blive mindet om.

Så længe man bare ikke desperat forsøger at få alt i vater.

Overspringshandlinger

Den søde kone tog i dag afsted med the mother of all overspringshandlinger -nemlig Noor, så jeg kunne få læst til eksamen.

Og så jeg kunne få besejret et helt F A D af bland selv slik (hvilket er fuldstændig nødvendighed under eksamenslæsing).

Hvem sagde nogensinde at janaurkur og eksamen gik sødt og pænt hånd i hånd?

Men jeg sprang lidt over, og tog lidt billeder af vores fine hjem – og min på nuværende tidspunkt – konstante plads i hjemmet.

Nemlig ved spisebordet – foran computeren.

Kan I se nullermændene? Det kan I nok ikke for jeg har gemt dem godt!

DSC_0890 DSC_0894 12620433_1011510478910244_1593274286_o

 

 

 

The final countdown

På tirsdag skal jeg til eksamen på mit studie, hvilket præger vores liv i det søborgske.

Normalt er det om aftenen, at jeg fordyber mig i bøgerne, når Noor er blevet lagt, men eksamenstid er lig med stresset tid, så om dagen må jeg kaster mig over bøgerne under Noors lure – og det er T R Æ L S !

For åh, hvor jeg savner at have tid til at passe mine høns – og i det hele taget: tid til at passe mit hjem. De indtørrede madrester størkner mere og mere ind på spisebordet og fnullermændene vokser sig større for til sidst at overtage hjemmet. Suk.

Men hov. På den postive side, så bliver Noor sprogligt stimuleret med kloge leksikalske udtryk om børns fremmedssprogs tilegnelse, da min eksamen handler om dette.

Hvordan det dog?

Jo, fordi min hjerne akkumulerer bedst ny viden ved at tænke (tale) højt om hvad jeg lige har læst, så på det sidste har Noor fået historier om sprogfag i forandring – og det fungerer da lige et ton bedre, søvnmæssigt end den, der famøse kanin.

Mine høns er dog også stadig gavmilde med fine æg trods at de får mindre kærlighed for tiden.

IMAG1662_BURST002

   

Diigi loo- diigi ley -Alla Tittar på mig

I dag tog vi en spontan tur til Helsinborg, da man jo for to guldmønter kan tage færgen, og tyve minutter senere være i Sveriges winter wonderland.

Scandlines færgen havde et rent og S T O R T puslerum, hvilket var så fint, så vi på hver vej kunne få skiftet Noor uden problemer.

Vi fandt derudover en børnevenlig cafe, hvor vi fik frukost – scones, friskpresset juice og en stor cafe latte til 57 svenska krona.

Men ellers nød vi den hyggelige gamle by med den fineste udsigt, januarudsalg og vinterstemning.DSC_0880 DSC_0881 12571410_10153206305765163_2037019128_nDSC_0887

Wrapped up in books

Som jeg før har skrevet, så bruger Noor og jeg flittigt bibliotekerne til at lege og møde nye legekammerater.

De fleste biblioteker har nemlig enten en hel etage (prøv Kulturværftet i Helsingør – det er bare for lækkert!) eller et område som udelukkende er for børn. Her er der legetøj, bøger og ellers bare plads til at udfolde sig.

Jeg pakker madpakken og humøret, og så bruger vi et par timer på kun at hygge os.

Her har vi besøgt Gladsaxe Bibliotek.DSC_0814 DSC_0822 DSC_0832 DSC_0818

Reduce Reuse Recycle

…synger Hr. Jack Johnson, og det gør vi da så herude i Søborg!

Det gjorde vi i hvert fald i går, da jeg var på vej hjem i går med Noor (vi havde været på besøg på Vesterbro hos min søde veninde som er på barsel) nærmest faldt over et styks næsten ubrugt legetøj på vores egen vej.

Der stod nemlig et legeværksted fra Bocsh – dog er det lavet i et suspekt plastikmateriale, og jeg prøver så vidt muligt, at Noor har trælegetøj – men jeg vidste bare at Noor ville E L S K E det – og så tænker jeg at vores jordkarma bliver opretholdt ved at snuppe dette genbrugsguld frem for at købe et nyt legeværksted.

Vi er ikke vildt fantastiske omkring bæredygtighed, men vi prøver at få det meste ud af tingene, og meget af Noors legetøj og tøj er genbrug – og så giver vi den da også gas med høns i haven, samt alt godt fra jord til bord med vores køkkenhave og dertil drivhus.

Men hvorfor stod det legeværksted så lige der? Det er fordi en gang om måneden, kan man sætte storskrald ud på vores villavej, og da familiens eneste barn var færdig med at lege værksted, havde de smidt det ud.

Nu tænker I nok: Er de, de eneste på vores lille planet som ikke kender Reshopper?!

DSC_0848 DSC_0844

   

Hey ya!

I dag bobler jeg af lykke – Men det er altså ikke fordi, i dag er en særlig anderledes dag end andre dage.

Næ, den lader til at være lige så triviel og drønforudsigelig:

Noor og jeg stod op, vinkede farvel til Amalie og derefter gik Noor i gang med at spise en skål ryggrød med tørrede jordbær – eller han gik i gang med at smide grøden ned på gulvet med sin ske, mens jeg hjalp den resterende grød med at finde vej til hans mund og drak min halvkolde kaffe, og til sidst prøvede jeg at forhindre at skålen endte som yndig hat på Noors hoved med dertil lækker ryggrødsparyk som accessorie.

Så legede Noor og jeg som vi plejer nede på gulvtæppet i stuen, indtil vi spiste vores anden morgenmad – hold nu op, hvor jeg elsker begrebet “second breakfast”!

For når man er så stor en morgenmadsfan som mig (Amalie og jeg har endda en drøm om at åbne en morgenmadscafe), så elsker jeg at vi kan hygge med æg, boller og agurk inden at Noor skal en tur til drømmeland.

Så hvorfor bobler jeg af lykke? Fordi nogle dage bare er helt gennem dejlige – og hvor det lækkert at grunden er noget så simpelt og trivielt som hverdagen.

Forstå mig ret – jeg elsker også alt det nye – at opleve er at leve højt oppe i skyerne – men nogle gange (især midt i den, her januar med eksaminer på lærerstudiet), så kysser jeg på hverdagen.

Så når Noor vågner, så skal vi op på biblioteket (for titusinde gange) og lege – og det bliver for vildt! DSC_0781

 

 

Driving miss daisy

Fik I set Dronningens nytårstale?

Det gjorde jeg – eller jeg fik i hvert fald hørt det meste af den, og så fik jeg set et par klip hist og her i frøperspektiv fra stuegulvet, da Noor jo som sådan ikke bare er stille fordi Margrethe toner frem på skærmen.

Sidste år var jeg vældig begejstret for at hun nævnte folkeskolelærere i sin tale (da jeg jo selv er sådan en), og i år knuselsker jeg de forælder-værdier hun belyser.

Vi bekymrer os for meget om ligegyldige ting i vores forældreskab.

For ja, hvor vigtigt er det at vores dyrt indkøbte hårsløjfe sidder på den helt rigtige måde, så vi fik kan få taget et likeable billede til instagram?

Forleden så jeg en mor på instagram som brokkede sig over, at hendes barn vil have sin Spiderman-kasket på – til det outfit som hun havde koordineret til ham (i de helt rigtige instagram-farver) – nu var der en portion humor i hendes billede, og jeg er sikker på, at hun ikke udelukkende går op i sin søns fremtoning, frem for alt andet, men netop hendes billede rammer godt, hvor iscenesættende vi er om vores børn (og os selv) – og hvor meget vi bekymrer os om hvordan vi tager os ud.

Oplever vi nok? Og viser vi det nok på de sociale medier, så andre i hvert fald får det indtryk, at vi lever det fede liv med den helt rigtige boligindretning, tøjstil og mest af alt overskud.

Hvor meget er form frem for indhold i vores liv?

Stylisten i Go’ morgen Danmark i morges (jeg er en sucker for det program, da jeg på det tidspunkt kun består af kaffe og alt andet kultiveret indhold er too much) viste nogle håndlavede puder som var meget populære pt. “At købe noget som andre har brugt tid på at lave, viser overskud i sit liv”.

Øh, hvad betyder det? Plejer det ikke at være sådan at hvis JEG laver noget selv, så viser det overskud?

Nu fik vi vist virkelig gjort det legitimt på nationaltv, at vi i den grad kan købe os til et facade-liv.

Men tilbage til bekymringerne som Daisy talte om i sin nytårstale – for som jeg før har skrevet, så bekymrer jeg mig jo selv ret meget – så det var befriende at blive mindet om at det hele jo nok skal lykkes.

Når Noor falder pladask på sin numse, fordi han endnu ikke har fundet sin kerne balance, da han prøver på at stå selv -så skal jeg ikke bekymrer mig – altså fare op af stolen for at se om at han er kommet noget til.

Det er han jo ikke. Og jeg skaber en frygt i ham, så han bliver mere bange for at stå selv. For at turde selv.

For til sidst at tage sine første selvstændige skridt ud i hans liv.

Så i går tog jeg med min lille familie til Amalienborg og sendte en hilsen til Margrethes livgarde (da hun selv var på Fredensborg), og Noor nød virkelig vagtskiftet, og alle de seje ‘tinsoldater’.

2441376-dronning-margrethe-fylder-r-fredag-den-aprilIMAG4851

Let me think about it

Årets sidste dag, årets sidste tankemylderi og som alle andre får jeg lysten til at evaluere, revurdere, fundere og til sidst kapitulere!

For hold nu op, hvor jeg er tom for kreative ideer omkring løfter til det nye år .

Jeg havde en god veninde på besøg i går, og hun grinte kærligt af mig, da jeg kom ind i stuen efter at have puttet Noor, og nu skulle vi have kaffe, portvin og Mommy time. Jeg lavede mit aftenlige ritual, som jeg ikke ænser mere at jeg gør (men som min veninde lagde mærke til) – nemlig at kaste mig godt ned i stolen mens jeg udsender et veltilfreds: “Aaaaaahhh”.

Min gode veninde (som selv ikke har børn) grinte over netop dette, for alle hendes venner med børn gør præcis det samme – på samme tidspunkt – mellem kl 19 og 20 kan de fleste forældre ånde lettet ud.

Vi overlevede endnu en dag.

Og med risikoen for at lyde fuldstændig fodformet-kedelig-mor-agtig så er det mine drømme og forhåbninger om år 2016:

At kunne smide mig i lænestolen og have den lykkelige følelse af at endnu dag er gået – måske der har været mel i hele køkkenet, kartoffelmosen brændte på, Amalie og jeg har skændes, studiet er stressende, jeg fik ikke lige ringet tilbage til min veninde -måske det har været en dag, hvor alt spillede – men ligegyldigt hvilken dag, så at udsende den veltilfredse lyd

-for jeg jo en heldig kartoffel!

Godt nytår!

sophia-loren-peering-at-jayne-mansfields-cleavage1