Jeg lagde det her billede op på Instagram undervejs i min eksamenslæsning, da jeg følte at A L L E andre læste meget mere end mig og at alt var jeg skrev bare ikke var godt nok.

Eksamen gik nu godt (i går), og nu afventer jeg bare svar.

Men! Billedet satte også andre tanker i gang.

For hvorfor kommer den følelse af utilstrækkelighed op i os? Hvorfor hiver vi den indre målestok op konstant og måler vores eget liv gennem andres?

Når folk poster kvadrastiske billeder af deres snorlige-holdt-i-alle-nuancer-af-hvid-hjem ved siden af opdateringer om alle deres kager, non-fat-non-flavour muslibarer, vægttab, vægtløftning og hvad men nu ellers kan hitte på – så (ikke altid -men nogle gange) bliver jeg ret så forpustet.

Forpustet ved tanken om at jeg burde bage lidt mere, løbe lidt mere, indrette lidt mere – at jeg bare liiige BURDE  lidt mere af alting.

Men burde jeg det?

Jeg er hjemmegående med den dejligste krudtugle, læser til mit drømmejob og har byens lækreste kone – det er vel at have ret meget af alting.

Men den, der reflekterende og revurderende følelse er jo heller ikke helt dum igen – for nogle gange skal jeg T U R D É (ikke burde – men turde) lidt mere, og det er godt at blive mindet om.

Så længe man bare ikke desperat forsøger at få alt i vater.

Fik I set Dronningens nytårstale?

Det gjorde jeg – eller jeg fik i hvert fald hørt det meste af den, og så fik jeg set et par klip hist og her i frøperspektiv fra stuegulvet, da Noor jo som sådan ikke bare er stille fordi Margrethe toner frem på skærmen.

Sidste år var jeg vældig begejstret for at hun nævnte folkeskolelærere i sin tale (da jeg jo selv er sådan en), og i år knuselsker jeg de forælder-værdier hun belyser.

Vi bekymrer os for meget om ligegyldige ting i vores forældreskab.

For ja, hvor vigtigt er det at vores dyrt indkøbte hårsløjfe sidder på den helt rigtige måde, så vi fik kan få taget et likeable billede til instagram?

Forleden så jeg en mor på instagram som brokkede sig over, at hendes barn vil have sin Spiderman-kasket på – til det outfit som hun havde koordineret til ham (i de helt rigtige instagram-farver) – nu var der en portion humor i hendes billede, og jeg er sikker på, at hun ikke udelukkende går op i sin søns fremtoning, frem for alt andet, men netop hendes billede rammer godt, hvor iscenesættende vi er om vores børn (og os selv) – og hvor meget vi bekymrer os om hvordan vi tager os ud.

Oplever vi nok? Og viser vi det nok på de sociale medier, så andre i hvert fald får det indtryk, at vi lever det fede liv med den helt rigtige boligindretning, tøjstil og mest af alt overskud.

Hvor meget er form frem for indhold i vores liv?

Stylisten i Go’ morgen Danmark i morges (jeg er en sucker for det program, da jeg på det tidspunkt kun består af kaffe og alt andet kultiveret indhold er too much) viste nogle håndlavede puder som var meget populære pt. “At købe noget som andre har brugt tid på at lave, viser overskud i sit liv”.

Øh, hvad betyder det? Plejer det ikke at være sådan at hvis JEG laver noget selv, så viser det overskud?

Nu fik vi vist virkelig gjort det legitimt på nationaltv, at vi i den grad kan købe os til et facade-liv.

Men tilbage til bekymringerne som Daisy talte om i sin nytårstale – for som jeg før har skrevet, så bekymrer jeg mig jo selv ret meget – så det var befriende at blive mindet om at det hele jo nok skal lykkes.

Når Noor falder pladask på sin numse, fordi han endnu ikke har fundet sin kerne balance, da han prøver på at stå selv -så skal jeg ikke bekymrer mig – altså fare op af stolen for at se om at han er kommet noget til.

Det er han jo ikke. Og jeg skaber en frygt i ham, så han bliver mere bange for at stå selv. For at turde selv.

For til sidst at tage sine første selvstændige skridt ud i hans liv.

Så i går tog jeg med min lille familie til Amalienborg og sendte en hilsen til Margrethes livgarde (da hun selv var på Fredensborg), og Noor nød virkelig vagtskiftet, og alle de seje ‘tinsoldater’.

Hej matematik!

Du, der med alle dine regler, sandfærdigheder og strukturelle orden – kan jeg putte mig trygt ind i din favn?

I morges så jeg min all time guilty pleasure “Go´morgen Danmark”, hvor de viste årets mest ønskede indslag. Det omhandlede lille Hugo og hans forældre. De fortalte om deres liv med Hugo, hvordan de havde fuldstændig de samme ønsker, drømme og forventninger omkring deres ønskebarn – også selv om, at Hugo altså var født med Down Syndrom – og det vidste den lille familie ikke, før at Hugo var kommet ud af mor-Anna.

Jeg havde hørt om trekløveret før (HURRA for Instagram), og deres historier fortalt i de små kvadrater på Instagram fylder mig altid med glæde, kærlighed og optimisme – for deres syn på barnelivet handler om at hylde forskelligheder, og at alle børn er livets små mirakler – ligegyldigt hvilken former for overraskelser de kommer ud af maven med.

For hvor sandt er det ikke lige, at vores verden da er kun er sjovere, fordi vi alle ikke ligner hinanden – fordi vi bliver inspireret af hinandens forskelligheder .

Men indslaget fik mig også til at fundere over den situation, Amalie og jeg stod over for sommeren 2014.  For matematikken og alle dens tal lavede en sandsynlighedsberegning for os og vores lille kommende trekløver.

Noor havde nemlig en større risiko for Down Syndrom. Den var ikke meget stor, og vi fik tilbudt at få lavet en moderkagebiopsi, så vi kunne få det helt rigtige svar på hvilke kromosomsygdomme som Noor havde eller ikke havde. Med biopsien kom en risiko for abort, og ja, vores skuldre (og sjæle)  føltes en del tungere, da vi forlod Herlev Hospital den dag.

Vi sagde ja til moderkagebiopsien – der var slet ingen tvivl i vores sind, for vi havde talt om det inden vi påbegyndte inseminations-forløbet, og vi ville med ydmyghed ikke fortsætte Amalies graviditet, hvis nakkefoldscanneingen viste indikationer på andet end et raskt barn.

Vores valg er ikke truffet ud fra en overbevisning om at et barn med kromosomsygdomme ikke hører inden for normaliteten – at lille Hugo ikke er ligeså normal som dig og mig -for det er han helt bestemt.

Det handlede om det barneliv, vi kunne tilbyde et barn som blev født med en sygdom -en sygdom vi var bevidst om, for jeg er jo klar over at Noor sagtens kan blive syg med en alvorlig sygdom, og så må vi jo forholde os til det – og det vil vi! Med alle mine mor-kløer vil jeg gøre alt for mit barn.

Så nej, jeg lægger ikke udelukkende mit liv i matematikkens hænder -og det gjorde vi heller ikke den sommerdag, hvor vi sagde ja til moderkagebiopsien – vi brugte tallene til vores overvejelser, men det handlede mest af alt om de følelser som fløj rundt i os, og det handlede om at mærke efter – mærk efter i dig selv, dit forhold og dit liv, hvad du kan tilbyde et kommende barneliv.

Da Amalie og jeg påbegyndte fertilitetsbehandling, var det yderst vigtigt at vi nedfældede vores underskrifter på en blanket, hvor jeg gav mit samtykke til, at Amalie kunne blive behandlet med assisteret reproduktion, og at jeg erklærede mig som kommende forælder til barnet.

Vi havde læst om dette – nemlig denne nye lov om medmorskab som trådte i kraft d. 1. december 2013, og da vi til det andet møde på hospitalet, skulle i gang med insermineringsforløbet, skyndte vi os at nævne blanketten, da vi vidste at denne skulle udfyldes inden første inserminering.

Reglen omkring medmorskab er et stort og langt H U U U R R A A A for ligestillingen, og ligestiller fuldstændig lesbiske med heteroseksuelle omkring muligheden for, at med det samme at få de samme rettigheder overfor barnet – i stedet for hidtil, hvor den anden mor skulle vente tre måneder efter barnets fødsel for at kunne adoptere barnet.

Det vil sige tre måneder uden juridisk at være knyttet til sit barn – nøj, for pokker – jeg var jo allerede knyttet til Noor, da han var lille frø inde i Amalies mave, så det faktum at hele vores offentlige system ikke anerkendte det – det ville have givet mig gys helt ud til fingerspidserne.

Så derfor – med et stort smil på læben bad vi vores sygeplejerske om denne blanket, og blev desværre ikke mødt med selvsamme ligestilling, som vi havde fejret den dag, at loven blev vedtaget i folketinget – for jeg tror bestemt ikke, at en heteroseksuel mand ville være blevet spurgt om samme spørgsmål:

“Er du nu helt sikker på, at du vil skrive under?”

Og

“Det er en stor ting at blive forælder – er du nu helt sikker? Helt sikker?”

Nu har jeg jo skrevet under på mange blanketter eller kontrakter gennem mit liv, som da jeg skulle skrive under på vores købekontrakt, da vi købte vores halvehus, og ja, der kunne jeg måske godt have brugt de spørgsmål – for puha, der var sommerfugle i vores maver, og var vi nu helt sikre på at vi ville flytte væk fra København og ud til forstæderne – til Søborg som ingen af os kendte?! Og det var selvfølgelig den rigtige beslutning – vi har købt vores drømme-halve-hus.

Men at få stillet disse spørgsmål lige der, det behøvede jeg ikke. Jeg havde da truffet beslutningen for lang tid siden – og vidste, at den var helt rigtig.

Jeg vidste det, da jeg mødte kvinden i mit liv. Hende som skulle bære mit barn. Hende som sad lige ved siden af mig inden inden i konsultationsrummet. Hvordan kunne sygeplejersken være i tvivl om det?

Men underskrevet det blev den, og jeg fik beroliget sygeplejersken om, at jeg var helt sikker i mit valg om at blive forælder til mit og Amalies kommende barn.

D. 21. december 2014 – lidt under to uger efter at Noor kom ud i vores verden, lå der en besked på Amalies telefonsvarer omkring, at vores blanket omkring medmoderskab ikke var godkendt.

Jeg var træt, i søvnunderskud og alle mine følelser var sårbare, for at blive forælder er, at konstant at stille sig selv spørgsmålet: Er jeg god nok? Gør jeg det godt nok?

Og nu fortæller verden mig, at jeg ikke var juridisk forælder til Noor – at jeg ikke var god nok? Havde jeg ikke beroliget sygeplejersken godt nok den dag i konsultationsrummet. Alle disse irrationelle tanker strøg i gennem mit hoved, så Amalie måtte ordne alt det praktiske – få fat på stats forvaltningen, og få af vide, hvad der var sket. Jeg kunne kun sidde med Noor i min favn, og være skiftevis skuffet, vred og ked af vores system. Det system skulle have anerkendt mig, og mit ønske om at blive forælder sammen med Amalie.

Det lovede de d. 1. december 2013.

Det viste sig, at sygeplejersken ikke havde udfyldt datoen på blanketten, og at den derfor ikke var gyldig. Vi tog kontakt til klinikken, og fik en aftale med afd. sygeplejersken som beklagede fejlen, og at de desværre havde begået fejlen før. Hun forklarede, at de ikke var blevet undervist nok i den nye procedure, men at der ikke var tid/ressourcer til at hendes personale kunne få det.

En ny blanket blev underskrevet som skulle erstatte den gamle. Jeg ville derfor ikke miste min ret til medborgerskab. Hun ville sende den afsted med det samme, og jeg kunne ånde delvist lettet op.

Dog for at sikre mig, at alt var i orden, ringede jeg en af dagene efter nytår til stats forvaltningen for blot at få at blive oplyst om, at de ikke havde modtaget vores nye erklæring. Jeg blev forvirret – alting skulle jo være i orden nu – det lovede den søde afdelingsleder, og den ældre dame i den anden af røret forstod mig ikke. Hun sagde i hvert fald:

“Hvorfor er det så vigtigt for dig?” 

Hvorfor er det så vigtigt at være registret som forælder til sit barn?! Behøver jeg overhovedet at svare på det?

Jeg ringede hurtigt ud til klinikken som opdager, at de ved en fejl ikke har sendt den nye blanket afsted, men får det gjort nu.

Et par dage efter får jeg bekræftet at stats forvaltningen har modtaget blanketten, og at alting er i orden. Verden ved at jeg er hans anden mor. Jeg ånder lettet op – jeg trækker vejret – lige ind til et par dage inden Noors barnedåb.

Verden var ikke helt overbevist endnu.

Grundet fejlen fra sygeplejerskens side skal vi underskrive en tillægs-erklæring. Vi skal erklære, at  vores intentioner omkring medmoderskab var tilstede under insermineringsforløbet.

Når jeg ser tilbage på hele forløbet føltes det hele som en laaaang kamp for at blive medmor – men det var det jo slet ikke. Jeg mødte aldrig modstand – kun de uvidende spørgsmål, og den underlige erklæring omkring Amalie -Men! Jeg skulle aldrig overbevise nogen om at få lov til at blive medmor.

Lige der var alting bare ømt og sårbart, og jeg havde behov for at være blevet Noors medmor juridisk, lige så hurtigt som at jeg blev det følelsesmæssigt – nemlig fra da han var lille frø.

At være hjemmegående – når jeg hører det ord, så er det som om at jeg kan smage min farmors B R U N E gryderet med cocktailpølser i, mens jeg hører lyden af soap operaen, Glamour med den evigt(plastik)unge famillien Forrester.

Ej, men hvor jeg dog elskede at lege med min farmors “Ridge Forrester – barbiedukke”, mens duften af medova-te og ristet toast spredte sig fra farmors køkken.

Men mit liv er bestemt ikke præget af soap-tv, og stille og rolige stunder med munden fuld af tandsmør belagte toastskiver – tværtimod.

Mit hjemmegående liv består af studere til folkeskolelærer samtidig med at jeg har Noor hjemme.

Beslutningen omkring dette blev taget af både Amalie og jeg efter at Noor i grunden var startet i sin vuggestue. Han havde gået der i ca to uger, og så måtte vi give efter for den uro som var i vores maver.

Var vi klar til insitutionslivet allerede – var Noor klar?

Amalie regnede, og jeg tænkte og tænkte – Ville jeg bytte livet som studerende og ved siden af som ansat dansklærer og natur/teknologiklærer ud med babymassage og tonsvis af timer på gulvtæppet, hvor størstedelen af min vågne timer vil være tilbragt med en nonverbal lille 10 kilos skrigeballon?!

Hvordan ville andre reagere? Ville jeg blive hængt på det sociale bål, og hvordan fortæller man lige at man ikke bryder sig om at sende sin egen søn i institution uden at virke dømmende over for andre som gør det?

For jeg dømmer bestemt ikke andre – man agerer ud fra den forældre-rolle som passer en bedst. Således gjorde vi også ved valget af donor. Vi valgte den donortype som vi kunne stå inden for, og som vi kunne agere bedst forældre for Noor.

Det handler om at føle sig (mest muligt) tryg i sine valg som forældre, og da jeg for to uger siden ringede til Gladsaxe Skole og takkede nej tak til min stilling som lærer i fagene dansk og naturteknologi, har jeg aldrig følt mig mere tryg og sikker.

Jeg er enormt stolt over at som lærerstuderende at få tilbudt jobbet, og da jeg ud i fingerspidserne brænder for mit fag, kommer det helt sikkert også til at pible i kroppen for at komme ud og undervise, men heldigvis bliver jeg stadig stimuleret igennem mit studie.

Og hvis du tænker – hvordan klarer hun et lærerstudie, og at være hjemmegående?

Jamen, så skyldes det et helt hold af støttende bedsteforældre til Noor som hjælper til de dage, hvor jeg skal være på studie, og så er jeg da vist lige så spændt på hvordan det kommer til at gå med at jonglere læseplan og opgaver, mens jeg sidder i legestuen med Noor.