Driving miss daisy

Fik I set Dronningens nytårstale?

Det gjorde jeg – eller jeg fik i hvert fald hørt det meste af den, og så fik jeg set et par klip hist og her i frøperspektiv fra stuegulvet, da Noor jo som sådan ikke bare er stille fordi Margrethe toner frem på skærmen.

Sidste år var jeg vældig begejstret for at hun nævnte folkeskolelærere i sin tale (da jeg jo selv er sådan en), og i år knuselsker jeg de forælder-værdier hun belyser.

Vi bekymrer os for meget om ligegyldige ting i vores forældreskab.

For ja, hvor vigtigt er det at vores dyrt indkøbte hårsløjfe sidder på den helt rigtige måde, så vi fik kan få taget et likeable billede til instagram?

Forleden så jeg en mor på instagram som brokkede sig over, at hendes barn vil have sin Spiderman-kasket på – til det outfit som hun havde koordineret til ham (i de helt rigtige instagram-farver) – nu var der en portion humor i hendes billede, og jeg er sikker på, at hun ikke udelukkende går op i sin søns fremtoning, frem for alt andet, men netop hendes billede rammer godt, hvor iscenesættende vi er om vores børn (og os selv) – og hvor meget vi bekymrer os om hvordan vi tager os ud.

Oplever vi nok? Og viser vi det nok på de sociale medier, så andre i hvert fald får det indtryk, at vi lever det fede liv med den helt rigtige boligindretning, tøjstil og mest af alt overskud.

Hvor meget er form frem for indhold i vores liv?

Stylisten i Go’ morgen Danmark i morges (jeg er en sucker for det program, da jeg på det tidspunkt kun består af kaffe og alt andet kultiveret indhold er too much) viste nogle håndlavede puder som var meget populære pt. “At købe noget som andre har brugt tid på at lave, viser overskud i sit liv”.

Øh, hvad betyder det? Plejer det ikke at være sådan at hvis JEG laver noget selv, så viser det overskud?

Nu fik vi vist virkelig gjort det legitimt på nationaltv, at vi i den grad kan købe os til et facade-liv.

Men tilbage til bekymringerne som Daisy talte om i sin nytårstale – for som jeg før har skrevet, så bekymrer jeg mig jo selv ret meget – så det var befriende at blive mindet om at det hele jo nok skal lykkes.

Når Noor falder pladask på sin numse, fordi han endnu ikke har fundet sin kerne balance, da han prøver på at stå selv -så skal jeg ikke bekymrer mig – altså fare op af stolen for at se om at han er kommet noget til.

Det er han jo ikke. Og jeg skaber en frygt i ham, så han bliver mere bange for at stå selv. For at turde selv.

For til sidst at tage sine første selvstændige skridt ud i hans liv.

Så i går tog jeg med min lille familie til Amalienborg og sendte en hilsen til Margrethes livgarde (da hun selv var på Fredensborg), og Noor nød virkelig vagtskiftet, og alle de seje ‘tinsoldater’.