Hej matematik

Hej matematik!

Du, der med alle dine regler, sandfærdigheder og strukturelle orden – kan jeg putte mig trygt ind i din favn?

I morges så jeg min all time guilty pleasure “Go´morgen Danmark”, hvor de viste årets mest ønskede indslag. Det omhandlede lille Hugo og hans forældre. De fortalte om deres liv med Hugo, hvordan de havde fuldstændig de samme ønsker, drømme og forventninger omkring deres ønskebarn – også selv om, at Hugo altså var født med Down Syndrom – og det vidste den lille familie ikke, før at Hugo var kommet ud af mor-Anna.

Jeg havde hørt om trekløveret før (HURRA for Instagram), og deres historier fortalt i de små kvadrater på Instagram fylder mig altid med glæde, kærlighed og optimisme – for deres syn på barnelivet handler om at hylde forskelligheder, og at alle børn er livets små mirakler – ligegyldigt hvilken former for overraskelser de kommer ud af maven med.

For hvor sandt er det ikke lige, at vores verden da er kun er sjovere, fordi vi alle ikke ligner hinanden – fordi vi bliver inspireret af hinandens forskelligheder .

Men indslaget fik mig også til at fundere over den situation, Amalie og jeg stod over for sommeren 2014.  For matematikken og alle dens tal lavede en sandsynlighedsberegning for os og vores lille kommende trekløver.

Noor havde nemlig en større risiko for Down Syndrom. Den var ikke meget stor, og vi fik tilbudt at få lavet en moderkagebiopsi, så vi kunne få det helt rigtige svar på hvilke kromosomsygdomme som Noor havde eller ikke havde. Med biopsien kom en risiko for abort, og ja, vores skuldre (og sjæle)  føltes en del tungere, da vi forlod Herlev Hospital den dag.

Vi sagde ja til moderkagebiopsien – der var slet ingen tvivl i vores sind, for vi havde talt om det inden vi påbegyndte inseminations-forløbet, og vi ville med ydmyghed ikke fortsætte Amalies graviditet, hvis nakkefoldscanneingen viste indikationer på andet end et raskt barn.

Vores valg er ikke truffet ud fra en overbevisning om at et barn med kromosomsygdomme ikke hører inden for normaliteten – at lille Hugo ikke er ligeså normal som dig og mig -for det er han helt bestemt.

Det handlede om det barneliv, vi kunne tilbyde et barn som blev født med en sygdom -en sygdom vi var bevidst om, for jeg er jo klar over at Noor sagtens kan blive syg med en alvorlig sygdom, og så må vi jo forholde os til det – og det vil vi! Med alle mine mor-kløer vil jeg gøre alt for mit barn.

Så nej, jeg lægger ikke udelukkende mit liv i matematikkens hænder -og det gjorde vi heller ikke den sommerdag, hvor vi sagde ja til moderkagebiopsien – vi brugte tallene til vores overvejelser, men det handlede mest af alt om de følelser som fløj rundt i os, og det handlede om at mærke efter – mærk efter i dig selv, dit forhold og dit liv, hvad du kan tilbyde et kommende barneliv.