Don´t worry be happy

Efter at jeg har fået Noor, har jeg aldrig bekymret mig så meget, som jeg gør nu.

Lige fra jeg vågner om morgen til at jeg lægger mit hoved på hovedpuden har mit mor-sind været gennem utallige af bekymringer.

Alt kan sætte min bekymrings-alarm i gang, og jeg ville ønske at jeg kendte metoden til at slukke for den – og helst før at jeg har googlet, hvad der nu end lå til grunde for min bekymring.

Når først at jeg eksempelvis har googlet “ni måneder gammel baby hoster”, så kan alverdens ikke særlige konstruktive sider komme op, og bekymringsalarmen som muligvis startede med et lille bip-bip-bip, er blevet til UUUUIIIIIIUUUUIIIIIIIIUUIIIIIII

Lige nu er det meget det faktum, at jeg er hjemmegående med Noor som bekymrer mig.

Hvad med hans kostplan?Jeg kan ikke bero mig på, at han får sit daglige grøntsags-og kød indtag i vuggestuen, så hvordan får jeg liiige nok broccoli og omega3 i ham? Jeg er bestemt  ikke lige madtypen som skaber inspirerende og varierende måltider, så kan justeat bringe ud på daglig basis? Helst kun økologiske og friske råvarer.

Hvad med stimuli fra andre jævnalderende børn? Jeg skal skabe relationer for ham med andre børn, så hans sociale kompetencer vokser, og så at han gennem kontakten med andre børn bliver udfordret/aktiveret i sin indlæring.

P U H A!

Jeg bliver helt forpustet mens jeg skriver dette, men det er en stor mundfuld at være ene om sit barn i det daglige liv. Selvfølgelig har jeg verdens bedste kone (Noors helt fantastiske mor – som heldigvis aldrig er bekymret, for det tror jeg slet ikke at min bekymring giver hende plads til – den fylder nemlig fint for to) og hun hjælper jo med at træffe beslutninger omkring ham – og så fandt hun en legestue i Lyngby til mig og Noor som vi skal besøge for første gang næste onsdag.

Men! Alt det gode som er at finde i vores daginstitutioner, har jeg ikke. De dygtige, dedikerede pædagoger som skaber trygge rammer med plads til udvikling for vores børn – dem har jeg ikke. Det er nemlig vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke valgte at blive hjemmegående med Noor som en kritik af institutionerne – tværtimod. Under de helt rigtige forudsætninger er institutionslivet fantastisk, og Noor kommer til at have den bedste tid, når han starter til sommer.

Lige nu synes jeg bare, at jeg grundet al den tid jeg har, hellere vil have ham hjemme og give ham al den tryghed jeg kan, indtil at han skal stå på egne ben – helt uden sin briogåvogn.

Så grønne grøntsager, sociale relationer og alt det andet – det klarer vi nok, netop fordi jeg har lysten til at være hjemmegående med ham. Fordi jeg nok skal få stablet en madplan, legeplan og alle mulige andre planer op.