At være normstormer

At sejle den vej op af åen, hvor man møder flest som sejler imod en, fremfor i samme retning – det er jeg jo vant ved at være Noors anden mor – ved at tilhøre en minoritet fordi jeg er kvinde og elsker en anden kvinde, så er jeg robust i forhold til at være misforstået.

Særlig i spørgsmålet om vi ved “hvem der er Noors far?” – der er ingen far, men der er en donor som har hjulpet med biologisk at lave Noor, og så er der to styks forældre som er smaskforelsket i deres søn, og vi er hans Mor og Mutti.

Spørgsmålene har jeg intet imod, ved at spørge finder vi svar -hellere spørgsmål som skaber forståelse gennem oplysende svar -fremfor formodninger som skaber (for)domme.

Når vi udfordrer en norm skaber vi en storm, og nedriver de mure som lukker os inde.

Vi gør plads – vi skaber plads til hinandens forskelligheder – vi hylder det, som er anderledes, fordi vi ved at det ikke truer os – måske det udfordrer os, men hold nu op, hvor bliver vi kloge og rummelige af det!

Så hvorfor skal vi altid slå flere vægge op omkring hinanden, når vi møder et andet livssyn end vores eget?

Lige nu er der en hidsig debat omkring deltidsmødre og især de hjemmegående. Jeg hører jo til en blanding af disse – Noor går ikke i institution, men hjemme med mig. Jeg er stadig studerende, men ikke fordi jeg prøver at tilsnuske mig et ekstra beløb til husholdningen hver måned, så mit valg om at være hjemmegående med Noor kan blive finansieret af samfundet- nej, jeg færdiggør min videregående uddannelse, mens jeg passer ham.

Jeg gør mig klar til at tilbagebetale min dyre læreruddannelse – og skal nok gøre dette, de næste 50 år på arbejdsmarkedet. Min kone og jeg bruger vores opsparing til de ting som vi ikke kan dække gennem hendes løn og min SU hver måned. Det er vores valg at bryde normen omkring et tidligt institutionsliv for Noor, så vi skal nok klare det ansvar selv (sammen med et stærkt hold bedsteforældre som passer Noor, mens at jeg er på studie).

Jeg er lykkelig for at vi kan gøre dette – når nu, at det er det vi vil. At vi har friheden til det, og jeg ønsker den selvsamme frihedslykke for en hvilken som helst anden – også selv om den lykke er forankret i karriereliv, og familieliv på en helt anden måde end min definition.

Og her mener jeg uanset køn. Om du er kvinde eller mand som beslutter dig for at gå hjemme (eller ikke) med dit barn, så sender samfundet dig et skulderklap.

Mit valg er IKKE begrundet ud fra kvindelige værdier – jeg er menneske frem for at være et køn.

Derfor! Vores samfund burde kunne rumme forskellige definitioner – vores samfund burde være et fællesskab, hvor vi fælles har besluttet at alle burde have en vel færd – en god, stabil færd ud i livet.

Jeg ved, at debatten er endnu mere skrøbelig fordi den omhandler forældreskab, hvilket alle forældre kan nikke genkendende til, er sårbart. Man er i en sårbar, usikker position – men skal vi ikke bare blive enige om, at alle gør deres bedste – og ens bedste er ALTID godt nok – uanset om barnet har lange, korte eller ingen dage i institution.