Stay at home mom

Nu har jeg efterhånden været hjemmegående med Noor i en to måneders tid (jeg takkede pænt nej til at stilling som folkeskolelærer, og gik direkte fra barsel til at være hjemmegående)- og kan mærke både de fordele og ulemper som vores præger vores lille familieliv.

Da Noor har været en del ramt af denne årstids sygdomme, har det været så skønt, at jeg har kunne være hjemme med ham uden at skulle tænke på at skulle slå sten-saks-papir med konen min, om hvem der skulle ringe sig syg på arbejde. Jeg har kunne have ham hjemme indtil at sygdommen helt var ude af kroppen, for vores eneste forpligtelser er jo kun selvvalgte arrangementer.

Ej, det er lidt en løgn – for jeg har jo mit studie. Heldigvis har Noors sygdom kun gået ud over min i forvejen minimale obligatoriske mødeaktivitet på lærerseminariet (det er nemlig, de få timer om ugen som gør min hjemmegående situation gældende), og jeg har fået læst mest muligt – når de sorte rander under de blodsprængte øjne ikke var for store.

Men, men, men!

Det er vanskeligt over for mine med-studerende, når studiet eksempelvis kræver gruppearbejde, og jeg må forklare min hjemmegående situation – og kan vi så derfor mødes på liiige præcis det, her tidspunkt, for så sover Noor, og jeg kan sidde med min babyalarm i kantinen blandt bøgerne om Lev Vygotskis tonstunge teorier om børns proximale udviklingszone, mens han sover ude i gården, hvor lærerstuderende sidder og småsludre om den næstkommende fredagsbar.

Heldigvis er der kun søde mennesker på lærerstudiet (selvfølgelig!), og indtil videre har der kun været stor forståelse, og kærlige klap på skulderen over mit valg, så jeg håber at dette kun vil fortsætte – for på trods af mine store forventninger om kæmpe mængder af fleksibilitet og tid som hjemmegående, så er realiteten en anden.

For ja, lige så meget som jeg knuselsker vores stille morgener, hvor der er tid. Det er kun Amalie som skal ud af døren, så vi har T I D til at kysse på hinanden over havregrøden – også selv om at søvnen har været mangelfuld om natten.

Der er tid om dagen til legestue, tid til at fodre hønsene i vores have, tid til at gå rundt med gåvognen ude på villavejens fortorve – tid til leg og kærlighed.

Men, men, men!

Ligeså meget som jeg elsker alt vores tid, så hiver jeg mig selv nogle gange i mit leverpostej-farvede hår, når der ikke er tid til at få lavet mad til fryseren (for jeg skal jo lave  A L T mad til Noor) – når der ikke er tid til at sove om natten, så jeg ikke er den mest oplagte og innovative Mutti i forhold til lege –  og mest af alt har jeg lyst til at kravle under dynen sammen med alle fra Seattle Greys hospital – for der er ingen pædagog – ingen vuggestue som aflaster mig i tiden med ham.

Alle de daglige gøremål foregår med ham, for når han bliver passet af de sødeste familiemedlemmer mens jeg er på studie, så henter jeg ham lige med det vuns efter studie, da jeg jo har været afsted i 7 timer allerede – og det kræver en vældig stor koordineringsevne fra min side, at få planlagt indkøb, madlavning, rengøring, læsning – og så lige at få skabt et udviklende nærværende barneliv for ham i vores hverdag.

For det er barnelivet som er i fokus i mit valg af at være hjemmegående. Det er jo ikke meningen, at vores hverdag skal centrere om i at få købt ind i netto, og støvsuget fnullermænd i hjørnerne – det handler nemlig om N Æ R V Æ R.

Men jeg ved at min navlepillende problematik jo er genkendelig i ethvert familieliv, og sådan er det at have et barn – der er aldrig tid nok – og hvem har lige tid til at handle inden at de henter deres barn efter arbejde?