Er det din dreng?

I dag var Noor og jeg svømmehallen, hvor det efterhånden slidte spørgsmål kom igen: “Er det din dreng?” spurgte den flinke ældre dame mig i omklædningsrummet.

Jeg nikkede ja, og smilte mig igennem den akavede undren som lyste ud af hendes øjne. Noor ligner nemlig slet ikke mig. Altså på det ydre, på det indre kan jeg allerede genkende mit temperament, mine håndbevægelser og meget mere.

Jeg er lys (læs: B L E G) og har blå øjne. Noor er mørk i huden, og har meget mørke store øjne.

Amalies far er fra Jordan (oprindeligt Palæstina), og derfor er hun min flotte arabiske skønhed, og Noor har arvet mange af hendes smukke træk.

Dengang vi skulle vælge donor, var jeg ikke i tvivl om jeg ikke ville vælge en skandinavisk lyshåret og blåøjet mand som var folkeskolelærer som  mig selv, da jeg ikke var interesseret i at skabe en falsk lighed mellem Noor og mig.

Jeg kender min biologi nok til at vide at Noor aldrig vil få noget af min DNA, men det er jo heller ikke det, det handler om. Jeg er med til at skabe Noor i min opdragelse, min kærlighed og mit nærvær til ham. Det nærvær som har været tilstede ligesiden at han lå i Amalies mave, og var kun et lille bitte æg. 

Derudover kan Amalie og jeg vist ikke lyve os ud af det faktum, at vi ikke alene har skabt Noor. To kvinder kan (stadig) ikke skabe et barn i den biologiske forstand, men i kærligheden til hinanden, så har vi skabt det mest sjove, fantastiske og skønne væsen.

Så JA, han er min dreng!