Årets sidste dag, årets sidste tankemylderi og som alle andre får jeg lysten til at evaluere, revurdere, fundere og til sidst kapitulere!

For hold nu op, hvor jeg er tom for kreative ideer omkring løfter til det nye år .

Jeg havde en god veninde på besøg i går, og hun grinte kærligt af mig, da jeg kom ind i stuen efter at have puttet Noor, og nu skulle vi have kaffe, portvin og Mommy time. Jeg lavede mit aftenlige ritual, som jeg ikke ænser mere at jeg gør (men som min veninde lagde mærke til) – nemlig at kaste mig godt ned i stolen mens jeg udsender et veltilfreds: “Aaaaaahhh”.

Min gode veninde (som selv ikke har børn) grinte over netop dette, for alle hendes venner med børn gør præcis det samme – på samme tidspunkt – mellem kl 19 og 20 kan de fleste forældre ånde lettet ud.

Vi overlevede endnu en dag.

Og med risikoen for at lyde fuldstændig fodformet-kedelig-mor-agtig så er det mine drømme og forhåbninger om år 2016:

At kunne smide mig i lænestolen og have den lykkelige følelse af at endnu dag er gået – måske der har været mel i hele køkkenet, kartoffelmosen brændte på, Amalie og jeg har skændes, studiet er stressende, jeg fik ikke lige ringet tilbage til min veninde -måske det har været en dag, hvor alt spillede – men ligegyldigt hvilken dag, så at udsende den veltilfredse lyd

-for jeg jo en heldig kartoffel!

Godt nytår!

Det er lørdag aften, og på min mave står bakken (den efterhånden tomme bakke) med Toffifee, og på iPaden kører Netflix –  og netop det opsummerer ligesom hele min aften.

Noor er lagt, og konen min drog afsted til Sydhavnen og hendes logeveninder for nogle timer siden. Før det havde vi alle tre været afsted på tur både til Camilla Plums Fuglebjerggaard og Aarstidernes Krogerupgaard, hvor vi drak gloeg og spiste vafler. Og så tilmeldte vi os til deres Kvikkasse med opstart i januar, så det er jeg smadder spændt omkring.

Men altså, det er nu ikke fordi jeg er typen som lader mig stille tilfreds med en lørdag bestående af øko-julemarkeder, kvikkasser for derefter at bruge min aften på at gå i pendulfart fra sofa til Noors værelse mens jeg synger Jens Petersens ko (mens min bedre halvdel er ude og fulde sig) – jeg synes bare at man skal kunne give plads til at kunne tage væk fra mos, havregrød og bleer.

Også selv om at Noor just lige er fyldt et år, og vi begge knap har fundet fodfæste i vores forælderroller – men netop derfor er det så vigtigt at kunne rumme at give hinanden pauser.

For at kunne sidde sammen med vennerne, og liiiige få familielivet på afstand -for lige at få den, der følelse af hele tiden at skulle tage sig af et lille menneske på afstand – eller kunne give slip (bare for en stund) følelsen af hele tiden at kunne koordinere og planlægge – noget som man jo skal i en småbørnsfamilie.

Og jeg  E L S K E R at Amalie og jeg kan rumme at give hinanden de frirum – og hey! Så fik jeg jo også hele den bakke Toffifee for mig selv.