At være hjemmegående – når jeg hører det ord, så er det som om at jeg kan smage min farmors B R U N E gryderet med cocktailpølser i, mens jeg hører lyden af soap operaen, Glamour med den evigt(plastik)unge famillien Forrester.
Ej, men hvor jeg dog elskede at lege med min farmors “Ridge Forrester – barbiedukke”, mens duften af medova-te og ristet toast spredte sig fra farmors køkken.
Men mit liv er bestemt ikke præget af soap-tv, og stille og rolige stunder med munden fuld af tandsmør belagte toastskiver – tværtimod.
Mit hjemmegående liv består af studere til folkeskolelærer samtidig med at jeg har Noor hjemme.
Beslutningen omkring dette blev taget af både Amalie og jeg efter at Noor i grunden var startet i sin vuggestue. Han havde gået der i ca to uger, og så måtte vi give efter for den uro som var i vores maver.
Var vi klar til insitutionslivet allerede – var Noor klar?
Amalie regnede, og jeg tænkte og tænkte – Ville jeg bytte livet som studerende og ved siden af som ansat dansklærer og natur/teknologiklærer ud med babymassage og tonsvis af timer på gulvtæppet, hvor størstedelen af min vågne timer vil være tilbragt med en nonverbal lille 10 kilos skrigeballon?!
Hvordan ville andre reagere? Ville jeg blive hængt på det sociale bål, og hvordan fortæller man lige at man ikke bryder sig om at sende sin egen søn i institution uden at virke dømmende over for andre som gør det?
For jeg dømmer bestemt ikke andre – man agerer ud fra den forældre-rolle som passer en bedst. Således gjorde vi også ved valget af donor. Vi valgte den donortype som vi kunne stå inden for, og som vi kunne agere bedst forældre for Noor.
Det handler om at føle sig (mest muligt) tryg i sine valg som forældre, og da jeg for to uger siden ringede til Gladsaxe Skole og takkede nej tak til min stilling som lærer i fagene dansk og naturteknologi, har jeg aldrig følt mig mere tryg og sikker.
Jeg er enormt stolt over at som lærerstuderende at få tilbudt jobbet, og da jeg ud i fingerspidserne brænder for mit fag, kommer det helt sikkert også til at pible i kroppen for at komme ud og undervise, men heldigvis bliver jeg stadig stimuleret igennem mit studie.
Og hvis du tænker – hvordan klarer hun et lærerstudie, og at være hjemmegående?
Jamen, så skyldes det et helt hold af støttende bedsteforældre til Noor som hjælper til de dage, hvor jeg skal være på studie, og så er jeg da vist lige så spændt på hvordan det kommer til at gå med at jonglere læseplan og opgaver, mens jeg sidder i legestuen med Noor.
Det var forår år 2012 og alt var begyndt at springe ud. Inklusiv mig selv.
Jeg har altid holdt min fascination for damer lidt skjult og gemt væk under et skjold af massiv heteroseksualitet.
Det var jo min tre år ældre søster som var den lesbiske. Hun var sprunget ud et par år inden, og jeg tænkte at familien dermed var fint repræsenteret i statistikkerne, så hvorfor udbasunere en eller anden form for overskrift omkring mig selv? Jeg var jo bare tiltrukket af mennesker (helst mennesker med bryster dog), og da jeg bare gerne ville nyde livet uden alt for meget kæresteri, og der netop derfor var ingen udsigt til at jeg skulle slæbe en kommende svigerdatter med hjem til min mor, så forblev jeg bare Charlotte – uden en særlig overskrift.
Men.
Så mødte jeg Amalie på Vela. Jeg var bartender, hun var den eneste ene, og over Kidds sang: “Jeg har ikke lavet penge, jeg har lavet damer”, endte vi med at lave Noor som kom til verden d. 7. december 2014.
Netop Noor, Amalie – vores familieliv, det er det som bloggen handler om. At være den anden mor til Noor. Men derudover handler dette lille univers også om at fravælge arbejds- og institutionsliv, og om at være hjemmegående samtidig med at jeg færdiggør min uddannelse til at blive folkeskolelærer.
