Sammen med gode venner limede vi en plastic figur i bunden af låget til et rengjort syltetøjsglas, blandede en blanding af en teskefuld glycerin (kan købes i Matas) sammen med vand – puttede dette i syltetøjsglasset sammen med M A S S É R af glimmer – og ta da da daaa – et styks rysteglas til en selv eller til ens lille pode er blevet skabt i højt humør og med klistrede fingre. For husk at lime låget fast, da ellers vil blandingen sive ud!

Vi lavede dette (seks voksne) mens de tre børn sov lunt og trygt i barnevognene i haven – men dette kunne helt sikkert have været lavet med de to 1-årige i selskabet med en hel del voksenstyring selvfølgelig.

Vi kom netop ikke til legestuens fastelavnsfest, da vi havde (hovsa) kommet til at planlægge en tur til Malmø selvsamme dag. Jeg havde en klassisk bekymringskrise omkring dette, da jeg med sved på panden hørte om alle fastelavnsfejringerne som foregik i diverse vuggestuer.

Hvordan kunne jeg give Noor samme oplevelse som hjemmegående?

Hvilket er en fjollet tanke!

Noor kan jo ikke gå endnu, så hvorledes skulle han slå katten af nogen som helst tønde? På fire ben og med et bat i munden? Ej, ikke et kønt pædagogisk syn vel?!

Han er jo kun lige blevet et år, så fastelavn er nok mere de stores fest, så vores alternative fejring med gode venner, leg på gulvet og ellers skæg og ballade fungerede lige så godt.

I går havde Noor sin første fødselsdag, hvilket jo er helt unikt.

Vi fejrede den i søndags med både min familie og Amalies familie – hvilket helt klart medførte lidt logistiske udfordringer, da så stort et halvt hus, har vi jo heller ikke.

Og jeg har en meget stor familie!

Vi fik skabt plads ved at sætte sofaen ind i vores soveværelse, og dermed stille borde op i dagligstuen. Vi hængte guirlander op, og så havde jeg lavet hjemmelavet i pynt i form af en Alfons Åberg (som er et absolut hit herhjemme)  – figur, som jeg havde sat fast på en pind. Derudover havde jeg taget de billeder af Noor som var tilovers fra vores nisseprojekt, og klædt ham på med festhat, og ligeledes sat det billede på en træpind. De blev placeret rundt omkring, og så var der en i Alfons Åberg-kagemanden som Amalie havde bagt.

Ideen med billederne af Noor er at putte et billede af ham i hans kage, hvert år – så til sidst når han er 18 år, vil der være 18 billeder af ham igennem hans liv.

Jeg sikker på, at han på et tidspunkt vil synes, at jeg et styks træls Mutti med min billedeide, men jeg er også overbevidst om, at han vil nyde minderne, når de værste teenagehormon-orkaner har lagt sig igen.

Kagemanden var lavet på vandbakkelser, og med flødeskumsbanan-creme i midten, hvilket gjorde at Noor ikke blev helt høj på et sugar rush.

Det samme gælder de Alfons Åberg-småkager, som Noor og jeg bagte dagen inden familiefejringen. Det var nemlig dejlig rart at have Noor med i køkkenet, trods hans spæde alder, da småkagen-dejen ikke indeholdte æg, så hvis der tilfældigvis røg lidt dej indenbords, gjorde det ikke det store.

I dag lavede Noor og jeg julepynt – eller når ens barn kun er 11 måneder (og 17 dage), så E R det mest Mutti som havde fingrene i hobbylimen.

Men han nød at sidde med ved bordet, kigge på billeder af sig selv og mærke at vi havde “gang i noget”. Altså hans koncentration og fokus holdt muligvis kun to julesange, men smadder hyggeligt var det.

Vi tog de billeder, som vi fik taget af ham i sommers hos en fotograf. Klippede dem ud, og brugt lim til at putte de små røde nissehuer på.

Jeg tænker, at nogle af de små nisser skal gives til Bedstemor, Mormor , Oldemor og Farfar, så Noor kan sprede julestemning hjemme hos dem.

Og ja – du læste rigtigt! Noor har en farfar – mere om det senere.