Årets sidste dag, årets sidste tankemylderi og som alle andre får jeg lysten til at evaluere, revurdere, fundere og til sidst kapitulere!

For hold nu op, hvor jeg er tom for kreative ideer omkring løfter til det nye år .

Jeg havde en god veninde på besøg i går, og hun grinte kærligt af mig, da jeg kom ind i stuen efter at have puttet Noor, og nu skulle vi have kaffe, portvin og Mommy time. Jeg lavede mit aftenlige ritual, som jeg ikke ænser mere at jeg gør (men som min veninde lagde mærke til) – nemlig at kaste mig godt ned i stolen mens jeg udsender et veltilfreds: “Aaaaaahhh”.

Min gode veninde (som selv ikke har børn) grinte over netop dette, for alle hendes venner med børn gør præcis det samme – på samme tidspunkt – mellem kl 19 og 20 kan de fleste forældre ånde lettet ud.

Vi overlevede endnu en dag.

Og med risikoen for at lyde fuldstændig fodformet-kedelig-mor-agtig så er det mine drømme og forhåbninger om år 2016:

At kunne smide mig i lænestolen og have den lykkelige følelse af at endnu dag er gået – måske der har været mel i hele køkkenet, kartoffelmosen brændte på, Amalie og jeg har skændes, studiet er stressende, jeg fik ikke lige ringet tilbage til min veninde -måske det har været en dag, hvor alt spillede – men ligegyldigt hvilken dag, så at udsende den veltilfredse lyd

-for jeg jo en heldig kartoffel!

Godt nytår!

Hej matematik!

Du, der med alle dine regler, sandfærdigheder og strukturelle orden – kan jeg putte mig trygt ind i din favn?

I morges så jeg min all time guilty pleasure “Go´morgen Danmark”, hvor de viste årets mest ønskede indslag. Det omhandlede lille Hugo og hans forældre. De fortalte om deres liv med Hugo, hvordan de havde fuldstændig de samme ønsker, drømme og forventninger omkring deres ønskebarn – også selv om, at Hugo altså var født med Down Syndrom – og det vidste den lille familie ikke, før at Hugo var kommet ud af mor-Anna.

Jeg havde hørt om trekløveret før (HURRA for Instagram), og deres historier fortalt i de små kvadrater på Instagram fylder mig altid med glæde, kærlighed og optimisme – for deres syn på barnelivet handler om at hylde forskelligheder, og at alle børn er livets små mirakler – ligegyldigt hvilken former for overraskelser de kommer ud af maven med.

For hvor sandt er det ikke lige, at vores verden da er kun er sjovere, fordi vi alle ikke ligner hinanden – fordi vi bliver inspireret af hinandens forskelligheder .

Men indslaget fik mig også til at fundere over den situation, Amalie og jeg stod over for sommeren 2014.  For matematikken og alle dens tal lavede en sandsynlighedsberegning for os og vores lille kommende trekløver.

Noor havde nemlig en større risiko for Down Syndrom. Den var ikke meget stor, og vi fik tilbudt at få lavet en moderkagebiopsi, så vi kunne få det helt rigtige svar på hvilke kromosomsygdomme som Noor havde eller ikke havde. Med biopsien kom en risiko for abort, og ja, vores skuldre (og sjæle)  føltes en del tungere, da vi forlod Herlev Hospital den dag.

Vi sagde ja til moderkagebiopsien – der var slet ingen tvivl i vores sind, for vi havde talt om det inden vi påbegyndte inseminations-forløbet, og vi ville med ydmyghed ikke fortsætte Amalies graviditet, hvis nakkefoldscanneingen viste indikationer på andet end et raskt barn.

Vores valg er ikke truffet ud fra en overbevisning om at et barn med kromosomsygdomme ikke hører inden for normaliteten – at lille Hugo ikke er ligeså normal som dig og mig -for det er han helt bestemt.

Det handlede om det barneliv, vi kunne tilbyde et barn som blev født med en sygdom -en sygdom vi var bevidst om, for jeg er jo klar over at Noor sagtens kan blive syg med en alvorlig sygdom, og så må vi jo forholde os til det – og det vil vi! Med alle mine mor-kløer vil jeg gøre alt for mit barn.

Så nej, jeg lægger ikke udelukkende mit liv i matematikkens hænder -og det gjorde vi heller ikke den sommerdag, hvor vi sagde ja til moderkagebiopsien – vi brugte tallene til vores overvejelser, men det handlede mest af alt om de følelser som fløj rundt i os, og det handlede om at mærke efter – mærk efter i dig selv, dit forhold og dit liv, hvad du kan tilbyde et kommende barneliv.

Det er lørdag aften, og på min mave står bakken (den efterhånden tomme bakke) med Toffifee, og på iPaden kører Netflix –  og netop det opsummerer ligesom hele min aften.

Noor er lagt, og konen min drog afsted til Sydhavnen og hendes logeveninder for nogle timer siden. Før det havde vi alle tre været afsted på tur både til Camilla Plums Fuglebjerggaard og Aarstidernes Krogerupgaard, hvor vi drak gloeg og spiste vafler. Og så tilmeldte vi os til deres Kvikkasse med opstart i januar, så det er jeg smadder spændt omkring.

Men altså, det er nu ikke fordi jeg er typen som lader mig stille tilfreds med en lørdag bestående af øko-julemarkeder, kvikkasser for derefter at bruge min aften på at gå i pendulfart fra sofa til Noors værelse mens jeg synger Jens Petersens ko (mens min bedre halvdel er ude og fulde sig) – jeg synes bare at man skal kunne give plads til at kunne tage væk fra mos, havregrød og bleer.

Også selv om at Noor just lige er fyldt et år, og vi begge knap har fundet fodfæste i vores forælderroller – men netop derfor er det så vigtigt at kunne rumme at give hinanden pauser.

For at kunne sidde sammen med vennerne, og liiiige få familielivet på afstand -for lige at få den, der følelse af hele tiden at skulle tage sig af et lille menneske på afstand – eller kunne give slip (bare for en stund) følelsen af hele tiden at kunne koordinere og planlægge – noget som man jo skal i en småbørnsfamilie.

Og jeg  E L S K E R at Amalie og jeg kan rumme at give hinanden de frirum – og hey! Så fik jeg jo også hele den bakke Toffifee for mig selv.

I dag var Noor og jeg til juletræfest i Lyngby Legestue. Vi har været der få gange, men jeg er allerede en stor fan af stedet.

Lyngby Legestue styres med kærlig hånd af Vibeke – en engageret snakkesaglig ældre dame som tog godt imod os første gang – jeg kan huske mine svedige håndflader som bar Noor ind af døren – for hvad ville vente mig? Super mødre som kendte til alle slags hjemmelavede grøntsagsmos der blev medbragt til i de helt rigtige fatalalala(eller hvad det nu hedder)frie tupperware-bokse og som non-stop bagte (spelt)boller? Som altid var i over-overskud og som aldrig slog sig ud af væltet havregryn i hele køkkenet, og en søn som elsker at lege “smid trusseindlæg i toilettet” – Så var jeg hjemmegående nok? Og findes der en helt præcis hjemmegående-mor-type?

Nej! Det gør der selvfølgelig ikke. Vi er jo alle mennesker/mødre på hver vores møde.

Så den dag mødte Noor og jeg mange forskellige kvinder og mødre – endda også dagplejemødre og mormødre som havde valgt at gå hjemme med deres børnebørn.

Vibeke rendte rundt mellem plasticbokse af legetøj og kaffekoppe, og fandt det ene legetøj frem efter det andet til Noor og forklarede at vi endelig bare skulle tage boller og smør, mælk og hvad vi ellers kunne tænke os – og så stak hun et stykke papir i min hånd, som var en invitation til juletræfesten i dag.

Så i dag har vi danset om juletræ, spist æbleskiver, sunget julesange (akkompagneret af intet mindre end orgelmusik!) og ellers bare råhygget sammen.

I går tog vores lille familie afsted til Helsingør (en by som jeg virkelig E L S K E R), og jeg laver ikke andet end at prøve at overtale Amalie til at vores huskøb kommer til at ske der.

For drømmen er nemlig at vi engang kommer til at eje et HELT hus, og ikke kun et halvt.

I Helsingør er der hav, skov, O G en charmerede by som ovenikøbet har det det mest stemningsfulde slot – nemlig Kronborg. Og liiige der ved Kronborg ligger Kulturværftet som er et kulturcenter og bibliotek.

Som hjemmegående besøger jeg mange biblioteker, da deres børneafdelinger ofte er hyggelige med dertil legetøj – men jeg har aldrig oplevet så børnevenligt og børnerummeligt et bibliotek som Kulturværftets. Det er en hel etage for sig selv med masser af legetøj, bøger og indbydende steder som inviterer til leg og fordybelse i ens egen familie – og andres familiers nærvær.