At have ingenting og alligevel alt

Jeg lagde det her billede op på Instagram undervejs i min eksamenslæsning, da jeg følte at A L L E andre læste meget mere end mig og at alt var jeg skrev bare ikke var godt nok.

Eksamen gik nu godt (i går), og nu afventer jeg bare svar.

Men! Billedet satte også andre tanker i gang.

For hvorfor kommer den følelse af utilstrækkelighed op i os? Hvorfor hiver vi den indre målestok op konstant og måler vores eget liv gennem andres?

Når folk poster kvadrastiske billeder af deres snorlige-holdt-i-alle-nuancer-af-hvid-hjem ved siden af opdateringer om alle deres kager, non-fat-non-flavour muslibarer, vægttab, vægtløftning og hvad men nu ellers kan hitte på – så (ikke altid -men nogle gange) bliver jeg ret så forpustet.

Forpustet ved tanken om at jeg burde bage lidt mere, løbe lidt mere, indrette lidt mere – at jeg bare liiige BURDE  lidt mere af alting.

Men burde jeg det?

Jeg er hjemmegående med den dejligste krudtugle, læser til mit drømmejob og har byens lækreste kone – det er vel at have ret meget af alting.

Men den, der reflekterende og revurderende følelse er jo heller ikke helt dum igen – for nogle gange skal jeg T U R D É (ikke burde – men turde) lidt mere, og det er godt at blive mindet om.

Så længe man bare ikke desperat forsøger at få alt i vater.